Dårligt selvværd: Da Annas far blev syg, fik hun en djævel på skulderen.

Anna Klærke kommer fra en helt almindelig familie. Hun har to brødre, en mor og en far og har haft en dejlig og tryg barndom. Der var med andre ord ikke noget, der kunne forberede hende på, at livet skulle til at tage en noget alvorlig drejning.

- Jeg har levet et meget stille og roligt liv. I en lille by, haft gode venner. Altså, en perfekt barndom, siger hun i dette afsnit af ‘Noget På Hjerte?’ i selskab med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Da Anna Klærke var 13 år, begyndte hendes far at have problemer med synet. Han endte med at få det tjekket hos en læge, og det viste sig, at han havde kræft. En sjælden slags, der befandt sig bag hans øje. Der var ikke så meget at gøre – ville han af med kræften, var det om at få opereret øjet ud.

Tanken gjorde Anna Klærke rædselsslagen. Det var en stor operation, og det føltes, som om der kunne gå utrolig mange ting galt. Men det var også, som om frygten rakte ud over operationen. Anna Klærke var overrasket over, hvor meget det prægede hende. Hun kunne aldrig sove, når faderen skulle til scanninger, og hele tanken om, at han var syg, var ekstremt ubehagelig. Det var en følelse af totalt kontroltab, der gennemsyrede tilværelsen.

Det var svært for hende at give plads til følelserne, da det jo ikke var hende, der var syg og skulle opereres. Hun følte også et ansvar over for sin mor og sine brødre.

- Jeg havde ingen kontrol over, at min far var syg, så jeg havde brug for at tage kontrol et andet sted. Det gjorde jeg så med mad og træning. Og så udviklede jeg en spiseforstyrrelse, siger hun.

Hun havde brug for at gøre sig selv “lille og ligegyldig”, så der var plads til faderens sygdom.

At ville gøre sig selv mindre og få dårlig samvittighed over sine følelser er dog ganske normalt, forklarer Neela Maria Sris.

- Så vender man det indad og finder en måde at regulere sig selv på, forklarer hun og fortæller, at det er et godt eksempel på den type usynlige smerte, som pårørende kan føle, og som kan være let at overse.

Et værdiløst liv

Spiseforstyrrelsen gjorde også, at Anna Klærkes selvværd tog et kolossalt dyk. Da det var værst, kom det til udtryk ved, at hun havde det dårligt over alle sine følelser, også de gode af slagsen. Hun skulle bare helst ikke føle noget som helst.

Behovet for kontrol fortsatte dog, og det kom særligt til udtryk ved et ekstremt fokus på, hvornår familien var sunde, og hvornår de var syge.

- Det føles, som om det var min pligt, at vi skulle holde os raske. Det fejlede jeg i, for min far blev jo syg. Det gjorde, at mit selvværd var helt i bund, og jeg ikke rigtig var noget værd længere, siger hun.

Hun kunne godt fortælle sine forældre, at hun blev bange, når hendes far skulle scannes. Men hun lukkede ikke op for de mørkere sider af sit sind og afviste, da moderen tilbød, at hun kunne tale med en psykolog. Hendes mor havde ellers lagt mærke til, at Anna var begyndt at trække sig, både fra familien og sine venner. Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen, gå i pænt tøj eller “gøre sig pæn”, siger hun.

- Jeg havde mest lyst til at gå i stort tøj og gemme mig lidt. Jeg havde ikke lyst til at tage makeup på, farve mine øjenbryn, gå med smykker. Det lagde min mor mærke til: At jeg ikke var den Anna, hun plejede at se.

Hun blev meget passiv og stille. Hun var ligeglad med, hvordan hun havde det, og hvordan hun så ud. Hendes liv føltes ikke værdifuldt – hun tænkte, at hvis en i familien skulle komme ud for en ulykke, så skulle det helst være hende, da hendes liv nok var mindre værd end de andres.

En mærkelig skabning i gymnasiet

Anna Klærke, der gik på efterskole på tidspunktet, hvor hendes far blev syg, mærkede også, at hun blev en anden i skolen.

- Det gik virkelig ned ad bakke med mine relationer. Jeg trak mig helt vildt meget, tog aldrig initiativ til noget og sagde altid nej til ting. Og på grund af min spiseforstyrrelse blev jeg sygemeldt, så jeg var også taget ud af alt det sociale. Jeg havde ikke rigtig nogen venner tilbage, siger hun.

Den eneste, hun talte fortroligt med, var moderen. Det var blevet svært at have relationer til nogen på hendes egen alder. Hun syntes dog, at det gjorde en forskel, når venner rakte ud til hende og fortalte, at de savnede hende. De behøvede ikke at gå i dybden med hele sygdomsforløbet – det var oftest lettere bare at få lov at være sammen og snakke om hverdagsting.

Da hun startede i gymnasiet, følte hun pludselig et nyt pres. Hun oplevede, at der var en særlig forventning om, at de, der starter i gymnasiet, er sultne på livet, fester og er klar til at skrue det sociale liv op på maks.

- Jeg kom dumpende ind som sådan en mærkelig skabning, der ikke havde været social i et helt år. Først skulle jeg lige vænne mig til at gå i skole igen, og så skulle jeg jo også være social. Det syntes jeg var svært i starten, og jeg havde ikke nogen venner i det første stykke tid, forklarer hun.

Hvis hun ville lære at være social på gymnasiet, måtte hun selv gøre en indsats. Hun lagde derfor en plan sammen med sin psykolog, der skulle hjælpe med at tilvejebringe socialt samvær med de andre i klassen.

- Det var, som om jeg lige skulle lære dem igen forfra, de der sociale spilleregler. Jeg kan ikke bare lade være med at svare i tre dage. Min psykolog foreslog, at jeg gjorde helt små ting – spurgte, om jeg kunne spise frokost sammen med nogen eller hente vand sammen i pausen, fortæller hun.

Det tog lidt tid og krævede nogle gange et lille tilløb. Men det gav pote for Anna Klærke, der udover at få nye venner også fik vænnet sig til at gøre alle de små ting, der kan kickstarte en ny relation: stille spørgsmål, tage initiativ, sige ja.

Den nye Anna

Langsomt fik Anna Klærke det bedre, og hun oplevede, at hendes selvværd steg. Hun havde fået venner, og de syntes, at hun var sjov. De grinte sågar, når hun fortalte en vits. Der kom små bekræftelser, der fik hende til at tysse på den “djævel, der sad på skulderen”.

I dag har Anna det godt, også selv om den velkendte djævel kan finde på at vise sit ansigt af og til.

- Da jeg skulle til eksamen i 3.g, der kunne jeg godt mærke djævlen, der kom op og sagde, at jeg ikke gjorde det godt nok, jeg var ikke god nok, at jeg ikke fortjente at blive student, siger hun.

Neela Maria Sris understreger, at det er ganske normalt at have en djævel, der holder en nede af og til. Det kan endda være et sundhedstegn, så længe det ikke tager overhånd.

- Det skal ikke være den, der dominerer og spænder ben for det, som man vil i livet, siger hun.

Dét oplevede Anna netop, at det var, og det fremhæver hun også som noget, hun håber, andre i hendes situation kan lære af.

- Den djævel, der var inde i mig, kom til at fylde hele mig. Nogle gange skal man vælge ikke at stole på sin mavefornemmelse, for den fortæller én, at man ikke er god nok, og man ikke er noget værd. I det tilfælde så lyver den, siger hun og fortsætter:

- I perioder, hvor din mavefornemmelse fortæller dig, at du skal stoppe med at spise, aldrig se nogle venner og ikke fortjener noget, så har det hjulpet mig at bytte mavefornemmelsen ud med min mors stemme. Den stemme, jeg lytter allermest til, er den, jeg elsker mest, siger hun.