Gå til hovedindhold
kontakt
Noget på Hjerte?

Ensomhed: “Følelsen sidder i mit hjerte hele tiden”

Da Jimmy Liang starter på studie under coronapandemien, begynder en følelse af ensomhed at boble i ham. Selv med en sød kæreste ved sin side og gode venner omkring ham, kræver det psykologhjælp og en pause fra studiet, før han igen føler sig som sig selv.

I Kongens Have midt i København skinner solen fra en skyfri himmel og mellem lydene af øl, der åbnes, kan man høre Jimmy Liangs venner grine højt. Men Jimmy Liang er ikke blandt dem. Han sidder i stedet i sin lejlighed med en kæmpe klump i maven, der er fyldt med ensomhed.

Lyt med her

På Instagram kan han se sine venner dele billeder fra parken badet i solskin og ølskum, og han har aldrig følt sig mere alene. For hvordan har overskud til at være tutor, deltage i fredagsbarer og spille ølbowling i parker efter skole, når han ikke har?

Selvom følelsen af ensomhed egentlig er fremmet for Jimmy Liang, er det faktisk slet ikke så underligt, at den opstår. Den har nemlig været undervejs rigtig længe.

En anderledes studentertid

I foråret 2020 går Jimmy Liang i 3. g på Borupgaard Gymnasium i Ballerup. Han kan næsten dufte friheden og studentergilderne på den anden side af sommerens eksaminer. Studenterhuen er fundet frem, men lige som de første solstråler viser sig på den danske forårshimmel, lukker Statsministeren landet ned. Der er udbrudt en pandemi, og Jimmy Liang og hans klasse får en studentertid ulig de flestes.

I stedet for jordomrejser og vilde fester i byen, står de nyudklækkede studenter over for mørklagte barer og lukkede landegrænser.

Det er ikke den optimale start på voksenlivet, men vennerne får dog det bedste ud af deres atypiske studentertid.

- Vi holder studentergilder hjemme hos mine klassekammeraters familier, og der var vi bare hele natten, for vi kunne jo ikke tage i byen, siger Jimmy Liang.

For ikke at miste et sabbatår på at gå og vente på, at verdenssituationen ændrer sig, beslutter Jimmy Liang sig for at søge ind på farmateknologi på Danmarks Tekniske Universitet.

- Vi ved jo ikke, hvor længe det vil stå på. Jeg er virkelig i tvivl, om jeg skal begynde at arbejde for at tjene nogle penge og så måske holde nogle ”rigtige” sabbatår efter pandemien, eller om jeg skal starte studie. Jeg kommer frem til, at jeg ikke kan vente. Så jeg vælger bare at starte studie samme år, siger Jimmy Liang.

Det forkerte studieliv

Selvom Jimmy Liangs studiestart i det danske sensommervejr minder meget om tiden før corona, begynder pandemien langsomt at påvirke studiemiljøet. Hans vennegruppe er spredt ud over flere studieretninger, og i takt med at efteråret sniger sig ind på campus, strammes coronarestriktionerne.

- Alle fredagsbarerne er lukkede, og der må ikke holdes nogle sociale arrangementer. Heldigvis er mine studiegrupper ret gode til at være hjemme hos hinanden og se onlineforelæsninger og lave opgaver sammen. Så vi føler os ikke så alene, siger Jimmy Liang.

Selvom vennegruppen holder sammen, er det langt fra det studieliv, han drømte om, da han søgte ind.

- Det føles nærmest ikke engang som om, jeg går på DTU. Det er bare som om, jeg sidder derhjemme, åbner min computer, kigger ind i skærmen i et par timer og lukker den igen, forklarer Jimmy Liang.

Ifølge psykolog Neela Maria Sris er det ikke underligt, at Jimmy Liang har en følelse af at gå glip af “det rigtige studieliv”.

- Det her tidspunkt i livet, hvor man starter uddannelsen, er et ret særligt tidspunkt, hvor man også er i gang med at finde sig selv og danne sin identitet. Man etablerer sig ret meget i de her år i forhold til venskaber og relationer, så det er ret invaliderende for rigtig mange unge mennesker, hvis man mister arenaer som fredagsbarer og biblioteker, hvor alle de der spontane møder skulle opstå, forklarer hun.

De sociale arenaer kan Jimmy Liang også godt mærke, han mangler i sit studieliv.

- Jeg har en forventning, da jeg kommer ind på studiet, om, at jeg kommer til at finde nogle søde venner, og jeg kommer til at hygge mig til fredagsbarerne. Jeg kommer til at sidde på biblioteket og snakke om alle mulige ting. Men da det så ikke sker, så får jeg bare så ondt i maven og bebrejder lidt mig selv hele tiden, fortæller han.

”Jeg kan ikke noget som helst”

Uden sociale arenaer og arrangementer bliver studiet tungt for Jimmy Liang. Han mister overskud i hverdagen og føler sig doven i forhold til sine klassekammerater, som udefra set er gode til at jonglere både sociale arrangementer og studiets høje krav.

Jeg sidder med følelsen af, at jeg ikke har overskud til noget andet end bare at være hjemme.

Selvom universitet langsomt åbner mere op, er Jimmy Liang stadig fanget af sit manglende overskud. Da flere i studiegruppen med begejstring vælger at melde sig som tutorer, går det op for ham, at hans følelser ikke kun er resultatet af at være studerende under corona. Der lægger noget større bag.

- Om sommeren kan jeg godt mærke, at DTU begynder at åbne mere op. Jeg sidder med følelsen af, at jeg ikke har overskud til noget andet end bare at være hjemme. Jeg ser de andre deltage i deres tutormøder, og de tager ud og drikker en øl i Kongens Have, og jeg sidder bare derhjemme og føler, at jeg ikke kan noget som helst, siger han.

Mens Jimmy Liang har lagt meget energi i sit skolearbejde, har hans venner prioriteret anderledes. De har valgt at tage færre kurser per semester. Nogle har endda forlænget deres uddannelser for at gøre plads til sociale arrangementer, som årgangen har hungret efter siden studiestart. Men uanset hvor meget Jimmy Liang drømmer sig væk til kongespil i parker og et mere løst forhold til sine studier, kan han ikke rive sig løs fra ensomheden.

- Jeg bruger al min energi på at lave opgaver, så når jeg tager hjem derfra, er jeg helt smadret i hovedet. Jeg føler ikke, at jeg kan være ét minut mere på studiet, for så ville jeg falde sammen, forklarer han.

At være ensom sammen

Mens vennerne sidder dér i Kongens Have og deler Instagram-billeder af sociale arrangementer, har Jimmy Liang lukket sig inde i sin lejlighed med en ensomhedsfølelse i maven, der vokser dag for dag.

- Det er en følelse af at være ekskluderet, men samtidig har jeg jo selv ikke gjort noget ved det. Så jeg bebrejder meget mig selv. Som om jeg ikke er lige så god som de andre til at være social, forklarer han.

Psykolog Neela Maria Sris understreger, at en af ulemperne ved sociale medier er, at man ikke ser de valg, andre har truffet. I stedet følger man med fra sidelinjen og glemmer mellemregningerne.

- Vi ser bare, at der er nogen, der sidder ude i solen og drikker øl. Og så kan man nærmest kun tænke: ”De laver alt det, jeg laver, plus de har overskud til det. Hvorfor har jeg ikke det?”. Det er den form for tanker, der virkelig kan tynge humør og trivsel, forklarer hun.

Hun understreger, at en ensomhedsfølelse også kan opstå, selvom man sidder i en gruppe. Det er også tilfældet for Jimmy Liang, som finder tryghed i to veninder, der heller ikke er tutorer. Men heller ikke dét fællesskab får knuden i maven til at forsvinde.

Når ensomhed bliver til misundelse

Året efter starter Jimmy Liangs kæreste også på studiet. Hvad der bør være en lykkelig periode for de to, bliver for Jimmy Liang i stedet et ubehageligt møde med det studieliv, han kunne have haft. For kæresten får en stor vennegruppe og mulighed for at deltage i fredagsbarer. Han bliver også tutor. Pludselig lever Jimmy Liangs kæreste det studieliv, han i flere måneder har bebrejdet sig selv for ikke at leve.

“Jeg prøver virkelig ikke at blive misundelig, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke, at det var lige præcis det, jeg gerne ville have. Jeg begynder at tænke, “hvor er det bare irriterende, at han skal have det så godt på sit studie. Hvorfor kan jeg ikke også have det lige så godt?”, siger Jimmy Liang.

Jimmy Liang føler sig pludselig mere afhængig af sin kæreste, men afhængigheden bunder ikke kun i dyb kærlighed mellem de to, men også i Jimmys frygt for at blive endnu mere ensom.

Kæresten er tutor i to uger, og det er i de to uger Jimmy Liangs ensomhedsfølelse overtager hans krop.

- Jeg går rigtig meget derhjemme og har en tom følelse i kroppen. Jeg kan slet ikke få et smil frem. Jeg ligger bare i min seng og kigger på væggen, fordi jeg ikke kan komme op. Jeg føler mig virkelig ked af det hele tiden. Selvom vi har det rigtig godt sammen om aftenen og hygger, så kan jeg slet ikke slippe følelsen. Den sidder bare i mit hjerte hele tiden, siger Jimmy Liang.

Selvom han prøver at holde ensomhedsfølelsen på afstand, sniger den sig ind på ham - og ind i forholdet. Jimmy Liang husker især en dag, hvor det går op for ham, hvor meget hans ensomhed påvirker deres forhold.

- Jeg har fødselsdag en søndag. Han skal egentlig til en stor afslutningsfest på skolen, og jeg siger til ham, at jeg ikke vil have, at han tager til min fødselsdag for min skyld. Jeg vil have, at han gør for sin egen skyld. Selvom han bliver og spiser med min familie, sidder jeg hele aftenen og tænker, at han hellere vil være på sit studie, fortæller Jimmy Liang.

Han er godt klar over, at det især er sociale medier, der påvirker hans selvtillid og fodrer hans ensomhed, men efter sin fødselsdag er han klar til at gøre noget ved problemet. Med den sidste lille mængde overskud i lommen, booker han en tid skole hos studiets skolepsykolog.

En højskole som redningsvest

Hos psykologen får Jimmy Liang for første gang en følelse af at være normal. Skolepsykologen bekræfter ham i, at han bestemt ikke er hverken den første eller sidste studerende, som har svært ved at få alle enderne i studielivet til at mødes. Måske er det Jimmy Liang har mest brug for en rum tid, hvor fællesskabet ikke kan ødelægges af travle læsedage og stressende eksaminer.

- Hvad med at tage på højskole?, foreslår psykologen.

Et højskoleophold er ikke umiddelbart noget for Jimmy Liang, som dog alligevel nævner det for sin kæreste. Kæresten er som altid støttende og langsomt vokser idéen på ham.

Han vælger at tage en pause fra studiet for at komme væk fra den følelse af ensomhed, der grubler i ham, og som har kostet ham så mange lange nætter og dårligt selvværd.

Selvom det er skræmmende igen at skulle starte i et fællesskab, som dengang ved studiestart, er Jimmy Liang denne gang klædt meget bedre på. Han ved, hvad han har overskud til og skal ikke jonglere både skole, kæreste og venner. Her skal han kun fokusere på at være en del af et fællesskab.

- Da jeg går på studie, føler jeg, at jeg skal vælge det sociale til, og det er rigtig hårdt. Men da jeg starter på højskole, får det faktisk en omvendt følelse. Her skal jeg vælge det sociale fra. Det er så meget nemmere for mig, fordi så kan jeg bare vælge at gå på mit værelse og trække mig, lige lade op, og så gå ud igen, hvis jeg så er klar til det. Og det er bare virkelig fedt, at man hele tiden kan deltage i et fællesskab frem for, at man skulle ud og opsøge det, forklarer Jimmy Liang.

Lys for enden af tunnelen

Efter sit højskoleophold har Jimmy Liang lært sig selv og sine behov meget bedre at kende. Han har fået opbygget sit sociale selvværd og frygter ikke længere, at hans venner hellere vil være foruden ham.

- Jeg føler bare, at jeg er blevet meget mere selvsikker. Jeg tør godt bare række ud til folk uden at have tusind tanker om, hvorvidt de overhovedet gider at være sammen med mig, siger han.

Jimmy Liang håber, at andre hører hans historie og føler sig mindre alene. Selvom det kan tage tid for ensomheden at gå væk, er det ifølge ham vigtigt at give sig selv tid til at få det bedre.

- Alle kommer til at opleve en eller anden form for ensomhed, og det er okay at have de følelser. Det er også okay at bare ligge i sin seng og tænke: ”det her er virkelig nederen”. Jeg vil bare sige, der er altid lys for enden af tunnelen, og man skal nok komme videre på et eller anden tidspunkt, afslutter han.

Hovedtelefoner

Lyt til 'Noget På Hjerte?'

Podcasten hvor unge får taletid og fortæller om noget svært, de har gået igennem eller står midt i. Lyt med, når vært Ida-Sophia sammen med psykolog Neela Maria Sris i hvert afsnit sidder klar til at hjælpe en gæst lidt på vej.