Hjertesorg: “Min hjerne gik i stå”

Det er en smuk aften i august. Victor Reimann og hans kæreste er taget i sommerhus i Nordvestjylland for at få det sidste ud af den danske sommer, inden den snart erstattes af efterårsregn og grå skyer.

Selvom omgivelserne lægger op til den perfekte kæresteweekend, kan Victor Reimann mærke, at noget ikke er, som det skal være. Han har i længere tid følt, at kæresten prikker til ham. Driller ham med små ligegyldige ting. Først en kommentar om, at han ikke er eventyrlysten nok. Så en om at han ikke har mange venner. Victor Reimann tænker ikke meget over det i starten, men i ugerne op til ferien i Jylland begynder det at påvirke ham mere og mere.

Da parret en morgen ligger med søvn i øjnene og er ved at stå op til en ny dag i den nordvestjyske natur, brokker kæresten sig igen over, at Victor Reimann aldrig gider at prøve nye ting. Pludselig flyder glasset over. Victor Reimann har fået nok af kærestens små stikpiller, så han pakker sine ting og gør sig klar til køre hjem til Nørrebro. Det er en køretur på små fem timer, men for første gang føler Victor Reimann ikke, der er en vej tilbage.

“Det er første gang, jeg har sagt fra. Grunden til, at det er så voldsomt, er, at jeg fysisk skal pakke mine ting og tage en bil væk fra en ferie, jeg havde sparet op til. Så det var min måde at sige til ham, “det her går ikke mere”. Jeg slår ikke direkte op med ham, men jeg siger, at jeg ikke kan være i det mere lige nu”, fortæller Victor Reimann.

Parret møder hinanden et par år før på en sundhedsklinik, hvor de falder i snak. Kæresten virker sej og overlegen. Han kender altid nogen, når de to går i byen sammen, hvilket står i stor kontrast til Victor Reimanns egen omgangskreds, som bærer præg af, at han er vokset op på Fyn langt fra Vesterbros natklubber.

Efterhånden begynder Victor Reimann at bemærke de første tegn på, at det ikke skal være dem for altid. De første gnister på det bål, der nu brænder, mens han i ubehagelig stilhed kører hjem fra Jylland med retning mod København.

Jeg kan ikke være nogen steder. Jeg kan ikke være alene derhjemme, så jeg laver noget hele tiden.

Lige fra Victor Reimann træder ind ad døren i lejligheden på Nørrebro, kan han mærke en klump i maven. De næste mange timer går med at distrahere sig selv med vasketøj og praktiske gøremål, mens klumpen i maven vokser og vokser. Hans hjerte banker hurtigt, og i løbet af de næste par dage bliver det umuligt for Victor Reimann at have en almindelig hverdag.

“Jeg kan ikke være nogen steder. Jeg kan ikke være alene derhjemme, så jeg laver noget hele tiden. Jeg er også studerende på det tidspunkt, og jeg kan ikke være i klassen. Jeg er bange hele tiden. Hver gang jeg falder i søvn, vågner jeg op igen. Mit hjerte banker. Det er kaos”, fortæller Victor Reimann om den pludselige tumult, der opstår indeni ham, da han vender hjem fra sommerhuset.

Hans psykiske tilstand bliver kun værre de følgende par uger, hvor kæresten ikke skriver, som han ellers plejer at gøre ofte.

“Det er bare lukket”, forklarer Victor Reimann og fortsætter: Han er en afhængighed for mig. Og pludselig får jeg ikke det drug mere. Det lukker ligesom ned. Jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke være nogle steder.”

Et virvar af mentale komplikationer

Victor Reimann er bange for, hvad der sker i hans krop. Det føles fremmed. Som om han ikke har kontrol over sin krop og sine tanker. Så han søger hjælp på psykiatrisk skadestue, som er en akutmodtagelse for borgere, der har brug for øjeblikkelig hjælp til psykiske problemer.

Her bliver Victor Reimann placeret i et venteværelse i seks timer, indtil der endelig er tid til ham på psykiaterens kontor.

Victor Reimann lider under en belastningsreaktion, konkluderer psykiateren.

“I gamle dage ville man nok have kaldt det et nervesammenbrud, men nu hedder det en belastningsreaktion. De kan ikke give mig en diagnose på noget andet, end at der er brudstykker af angst og depression”, fortæller Victor Reimann.

En belastningsreaktion opstår typisk ved livsændringer eller længerevarende følelsesmæssige belastninger. I Victor Reimanns tilfælde har det usunde forhold belastet hans krop til et punkt, hvor bruddet har sat gang i et virvar af mentale komplikationer.

Det er altså ikke helt uforståeligt, at hans krop reagerer så voldsomt på bruddet. Det bekræfter medvært og psykolog, Neela Maria Sris, i forbindelse med podcasten ‘Noget På Hjerte?’, der giver mikrofonen til unge, som har været igennem noget svært og er klar til at fortælle, hvordan de rejste sig igen.

Hun forklarer, at selvom det føles som om, at belastningsreaktionen kommer ud af ingenting, er det en stor sorg for sindet at træde ud af et parforhold.

“Der er undersøgelser, der peger på, at det kan være lige så smertefuldt at bryde med en kæreste, som at miste en person til døden”, siger hun og bekræfter, at Victor Reimann gør det rigtige ved at opsøge professionel hjælp.

Tilbage på psykiatrisk skadestue giver personalet Victor Reimann tre sorte piller, som skal være med til at stabilisere hans tilstand. Victor Reimann har endelig fået svar på, hvad han fejler, og alt tyder på, at han med pillernes hjælp snart får det bedre.

Han tager hjem til sin lejlighed og sluger først den ene pille. Så den næste. Og den sidste. Nu bliver alt godt, tænker han. Men i stedet for at få ro, får han det endnu værre.

“Jeg begyndte faktisk at få selvmordstanker. Jeg tænker, “skal jeg hoppe ud ad vinduet?”, men det kan jeg jo ikke, fordi så ligger jeg jo dernede, og så kan jeg ikke få mine drømme opfyldt. Jeg gik i stå. Min hjerne gik i stå”, fortæller Victor Reimann.

Han forklarer, at han har en følelse af at miste sig selv efter besøget på psykiatrisk skadestue. Han kan ikke sove. Han kan ikke tage hverken små eller store beslutninger. Han kan ikke leve sit liv som før. Efter en uge uden søvn kontakter Victor Reimann sin praktiserende læge. Han fortæller om sit forløb og tigger om at blive koblet til en psykolog, der kan hjælpe ham ud af mørket.

Endelig får Victor Reimann hjælp. Psykologens klinik bliver et sted, hvor det er okay at sige ting højt. Hvor han får snakket om ting, han ikke kan dele med sine familie og venner. Hvor han langsomt finder tilbage til sig selv.

“Det er ligesom at skulle lære at tale igen. En dag ad gangen. Jeg vidste ikke, om jeg skulle gå til højre eller venstre. Skal sidde i den her stol eller en anden stol?”, forklarer Victor Reimann om den første tid hos psykologen.

Psykologen deler Victor Reimanns dagligdag op i små gøremål, så hverdagen ikke føles overvældende. Han øver sig i kun at tage én beslutning ad gangen. Først skal han i bad. Så skal han drikke et glas vand. Spise lidt. En bid ad gangen.

Han forklarer det selv som at genfinde det kompas, han har mistet under sin belastningsreaktion. At genfinde sig selv.

En følelse af at blive forladt

Når man som Victor Reimann får det psykisk dårligt, kan det være svært at finde ud af, hvor den utilpasse følelse i kroppen stammer fra. For selvom det er bruddet med kæresten, der trigger hans krop ud i en belastningsreaktion, har Victor Reimann altid følt, at han bekymrer sig mere end sin omgangskreds

I samarbejde med sin psykolog finder han frem til, at reaktionsmønsteret stammer fra barndommen, hvor han som 1-årig blev adopteret til Danmark fra Bulgarien.

Selvom han har haft en lykkelig barndom på Fyn med sin mor, har det altid føltes, som om noget manglede. Som om han savner den alternative virkelighed, han som barn er blevet revet væk fra.

“Følelsen af, at man bliver taget fra nogen, som man har været rigtig tæt på, sætter sig i ens krop. Det er en stor sorg at miste min biologiske mor, fordi selvom hun er i live, er hun jo ikke i mit liv. Sorgen har sat sig i min krop, og den følelse trigger min daværende kæreste tusind gange”, forklarer Victor Reimann.

Hver gang Victor Reimanns kæreste prikker til ham eller kommer med små kommentarer om hans opførsel, trigger det en følelse af at blive forladt. En følelse af at blive taget fra et menneske, man elsker. En sorg Victor ikke har kendt sig selv uden.

Ifølge Neela Maria Sris agerer vi alle ud fra vores minder og erfaringer, og det kan derfor være smart at få en psykolog til at udpege præcis, hvor ens egne reaktionsmønstre stammer fra.

“Vi mennesker er formet af vores historie. Og alt det, vi har med i bagagen, er jo noget, der er med til at gøre, at vi handler og tænker og føler, som vi gør den dag i dag. Det kan være meget lindrende for rigtig mange, at der er nogen, der hjælper én med at lægge det puslespil”, forklarer hun.

Tag din egen iltmaske på først

Det er især det gennemgående arbejde med psykologen, der hjælper Victor Reimann igennem hans belastningsreaktion. Han finder også tryghed fra en noget overraskende kant, når verden støjer lidt for meget, og hans hoved har brug for ro.

“Det lyder mærkeligt, men jeg ser virkelig meget ‘Huset på Christianshavn’, fordi det er en virkelig rar serie. Der er mange afsnit, de taler langsomt, og der er langsomme klipninger. For mig er det en form for medicin mod stress”, forklarer Victor Reimann om sin tryghedsserie.

På trods af mange timer hos psykologen og foran tv’et, sidder belastningsreaktionen og bruddet stadig i ham, og den dag i dag har Victor Reimann flere senfølger af stress.

Jeg skal hjælpe mig selv først, og så kan jeg hjælpe andre bagefter.

Han ved, at han skal passe på ikke at have for mange planer på én gang, og hvis han ikke passer på sig selv, bliver han svimmel. Som at stå på et rokkende skib.

“Svimmelheden kommer tilbage nogle gange, men jeg har lært at leve med det”, forklarer han.

Selvom bruddet med ekskæresten og senfølgerne stadig er en del af Victor Reimanns hverdag, ville han ikke gøre det om.

“Det har også været med til at gøre mig til den, jeg er i dag, og derfor vil jeg nok ikke have været det foruden, selvom det var en lang og tung periode”, siger han.

Mens han under sin belastningsreaktion har en følelse af, at livet er noget, der ligger i fremtiden, føler Victor Reimann nu endelig, at livet er i nuet. Han kan gøre de ting, han vil, og kan mærke, når en relation ikke fungerer. Vigtigst af alt har han lært at være sin egen førsteprioritet.

“Man kan sagtens prioritere sig selv uden, at det bliver et egotrip. Jeg skal hjælpe mig selv først, og så kan jeg hjælpe andre bagefter. Det er ligesom sikkerhedsvideoen i flyvemaskinen”, forklarer han.

Hans bedste råd til andre, der oplever noget lignende, er at give sig selv tid til at komme ovenpå igen.

“Prøv at finde ind til kernen af, hvem du er. Det er okay, hvis der går lang tid”.