Juliane mistede næsten hele sit syn som 14-årig: ”Jeg følte bare, at jeg var helt alene i verden”

– Jeg følte, at verden snurrede sig ind rundt om mig, og at der bare ikke var nogen, der forstod mig. Jeg kan bare huske, at jeg følte, at jeg var helt alene i verden.

Sådan fortæller 24-årige Juliane Lund i podcasten ’Noget på hjerte’, hvor hun sammen med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris taler om at miste næsten hele sit syn som teenager og om at skulle bygge sit liv og sin identitet op på ny.

I dag bor Juliane i Odense og læser klinisk biomekanik på SDU med drømmen om at blive kiropraktor. Men vejen dertil har været alt andet end lige.

Mistede 80 procent af synet på tre måneder

Som 13-årig havde Juliane været hos en optiker. Hendes syn var normalt. Kort tid efter blev hun alvorligt syg, og da hun kom tilbage til skolen, begyndte hun at opdage, at noget var forandret.

Hun kunne ikke længere se, hvad der stod på tavlen. Hun kunne ikke genkende sine forældre, når de kom gående eller kørende. Og som målmand i håndbold kunne hun pludselig ikke længere redde boldene som før.

Efter gentagne undersøgelser viste det sig, at hun på bare tre måneder havde mistet omkring 80 procent af sit syn.

Senere forsvandt endnu mere. I dag har hun omkring seks procent tilbage.

– Jeg kan ikke se noget i midten, og jeg kan ikke se detaljer på folk. Mimik er forfærdeligt for mig, fortæller hun.

Som 14-årig fik hun samtidig beskeden om, at der ikke fandtes en behandling, operation eller et par briller, der kunne give hende synet tilbage.

Med diagnosen fulgte også en række meget konkrete beskeder om fremtiden.

– Jeg sad bare der som 14-årig og fik at vide, at jeg ikke kunne blive politibetjent, som jeg havde drømt om, ikke kunne køre bil, og jeg ikke ville komme til at læse en almindelig bog igen.

Vennerne begyndte at trække sig

Tilbage i skolen blev tabet af syn ikke Julianes eneste problem.

De venner, hun tidligere havde været tæt med, begyndte at trække sig. Nogle ville ikke sidde ved siden af hende, og hun oplevede, at klassekammerater talte om hende, som om der var noget ved hendes nye handicap, der kunne smitte.

– Jeg havde vildt mange gode venner i folkeskolen, men lige så snart de fandt ud af, at der var noget galt med mig, var det som om, de troede, det smittede.

Hun begyndte at isolere sig og kom mindre og mindre i skole.

Juliane beskriver følelsen som at stå midt i et fællesskab uden egentlig at være en del af det.

– Man kunne godt stå midt i det og alligevel føle, at alle rundt omkring én havde deres fællesskab, som jeg stod midt i, men overhovedet ikke var en del af.

Til sidst forlod hun folkeskolen et år før tid og begyndte på efterskole.

Her skete der noget afgørende.

De nye klassekammerater kendte hende kun som den Juliane, hun var nu. De spurgte, hvordan de kunne hjælpe, og i stedet for at undgå hendes synshandicap turde de tale om det.

– Der havde jeg bare vildt mange gode venner, der tog sig af mig, og gode undervisere. Det var helt klart noget af det, der gjorde, at jeg turde tage skridtet videre i uddannelsessystemet.

”Du er ikke dum. Du kan bare ikke se”

Også senere har Juliane skullet lære, at hendes liv ikke nødvendigvis kan indrettes på samme måde som andres.

Da hun begyndte på universitetet, kæmpede hun fagligt. Hun dumpede flere eksamener og begyndte at tvivle på, om hun overhovedet var klog nok til sin uddannelse.

Efter endnu en dumpet eksamen stod hun sammen med sine studiekammerater og var klar til at give op.

Så tog en veninde fat i hende og sagde:

– Du bliver nødt til at lære, at du ikke er præcis ligesom alle os andre. Derfor bliver du nødt til at lære, hvordan du skal studere. Du er ikke dum. Du kan bare ikke se.

Det blev et vendepunkt for Juliane.

Hun indså, at udfordringen ikke nødvendigvis var, at hun ikke kunne klare studiet, men at hun skulle finde sin egen måde at gøre det på.

– Der var ikke nogen, der havde sagt det så direkte før. Det der med at finde sin egen vej.

Et anderledes liv er stadig et liv

I dag mærker Juliane stadig konsekvenserne af det, der skete som teenager.

Hun kan blive utryg i store sociale sammenhænge, hvor hun ikke kan se, hvem der står omkring hende. Dating har været grænseoverskridende, fordi hun har skullet fortælle nye mennesker om sit syn, hvor nogle har valgt hende fra bagefter.

Tanker om fremtiden fylder også.

Kan hun få børn og give dem den øjenkontakt, hun gerne vil? Hvordan skal et familieliv fungere, når hun ikke kan køre bil? Og hvad sker der, hvis hun en morgen vågner og har mistet endnu mere af det syn, hun har tilbage?

Men netop usikkerheden har også lært hende noget.

– Hvis der er nogle ting, jeg skal gøre, så skal det gøres nu. Eller i hvert fald inden for den nærmeste fremtid.

I podcasten fortæller hun blandt andet om en tur til Spanien, hvor hendes kæreste fik hende overtalt til at klatre på en klippe. Hun var bange og tvivlede på, om hun kunne.

Hun gjorde det alligevel.

– Jeg har aldrig nogensinde følt mig så levende.

Og hvis Juliane skal sende én ting videre til andre, der oplever, at deres liv pludselig bliver anderledes end det, de havde forestillet sig, er det netop dét:

– Man skal huske ikke at være bange for at leve et liv, selvom det er anderledes end mange andres. Det er rigtig vigtigt, at man tør springe ud i noget, som man måske føler ikke kan lade sig gøre. For rigtig ofte kan det godt lade sig gøre.