Laura voksede op i et hjem med alkoholmisbrug: ”Det var meget uforudsigeligt”

- Nogle gange kom han hjem. Andre gange gjorde han ikke. Det var meget uforudsigeligt.

Sådan siger 22-årige Laura i andet afsnit af den nye sæson af podcasten ‘Noget på Hjerte?’ med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Lauras fortælling handler om at være vokset ude på landet med sin far og sin mor og sin lillebror – i et hjem, der bar præg af, at hendes far havde et alkoholmisbrug. Når hendes mor var på aftenarbejde, tog hendes far ofte væk hjemmefra for at drikke, og det efterlod Laura derhjemme, hvor hun påtog sig et stort ansvar for sin lillebror.

- Der blev byttet om på nogle roller, fordi der ikke var nogen voksen hjemme. Jeg tog ansvar for, at der blev spist mad, og at han kom i seng, og at jeg selv kom i seng. Men jeg skulle også sørge for, at han ikke var ked af det.

Ofte satte Laura Disney-film på for at berolige sin lillebror. Men når hendes far så kom hjem, faldt der brænde ned, og hun råbte ad ham og skældte ham ud.

- Jeg tror, det har været, fordi jeg rigtig gerne ville have ham til at stoppe med at drikke. Så jeg tænkte, at jo mere vred jeg bliver, jo større chance er der for, at han stopper. For han vil jo ikke have, at hans familie er ked af det.

Men Laura lærte tidligt omkring 8-12-årsalderen, at det ikke er så nemt at ændre hendes fars adfærd. Man kan ikke ride en hest, der ikke vil sadles, som hun siger.

Hun kunne også fornemme og høre, at hendes forældre ikke altid havde det godt sammen. De skændtes, og det var ikke unormalt, at hun blev passet i flere dage hos sine bedsteforældre eller hos hendes mors veninder på campingpladser.

Frygten for, at hendes forældre skulle skilles, lå hele tiden i baghovedet. Men dybest set var der ikke noget, Laura selv kunne gøre ved det. Alkoholmisbrug er nemlig en psykisk lidelse, fortæller psykolog Neela Maria Sris.

- Rigtig mange børn kommer til at tænke, at man kan gøre noget. Hvis bare jeg gør sådan her eller bare er tydelig nok eller vred nok, så kan det gøre en forskel. Og det er nok først, når man bliver lidt ældre, at man opdager, at det kan man ikke, fordi det netop er en lidelse.

Det er også naturligt for børn i sådanne situationer at føle vrede, fordi børn grundlæggende har et meget begrænset handlerum, forklarer hun.

Stor følelse af vrede

Vreden fyldte også meget i Lauras liv som barn. Og selvom hun holdt meget igen ovre i skolen, og når hun var sammen med andre, kunne vreden pludselig dukke op i impulsstyrede udbrud, når hun var sammen med sine veninder.

- Hvis jeg havde bedt en om at give mig en frysepizza med pepperoni, og de kom tilbage med en med ananas, så kunne jeg kaste pizzaen efter dem. Jeg har også revet veninder i håret, fordi jeg bare ikke kunne rumme mine egne følelser og ikke følte, at nogen ægte lyttede til mig.

Det er i den her sammenhæng meget normalt, fortæller Neela Maria Sris.

- Der kan være en oversensitivitet over for, at nogen ikke rigtig forstår ens behov eller forstår det, man har sagt. Det giver rigtig god mening, når man bliver overset helt ekstremt meget derhjemme. Selvom det kan være voldsomt, er det meget forståeligt, at man reagerer på den måde.

Svært ved at sige fra

I mange år gik Laura meget alene med sine tanker og oplevelser hjemmefra. Det var først, da hun kom op i 7., 8. og 9. klasse, at hun begyndte at åbne op over for sine venner. Indtil da havde hun heller ikke helt selv været klar over, hvad det egentlig var, der foregik derhjemme.

Til gengæld havde hun opbygget en god evne til at tale med sine venner om deres problemer.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet oppe for at skrive på vegne af mine veninder til deres kærester eller deres mødre eller deres et-eller-andet. Jeg har lagt alt til side for andre og altid rigtig gerne villet være der for alle andre uanset tidspunkt.

Selvom det i virkeligheden er en god kvalitet, kan der ifølge Neela Maria Sris være en fare for, at man kommer til at tilsidesætte sine egne behov og grænser.

Det skete også for Laura.

- Jeg har især haft rigtig svært ved at sige fra og har altid sagt ja. Jeg har slet ikke mærket, om jeg har lyst til at være sammen i aften, og om jeg kunne have brug for bare at være mig. Det har jeg slet ikke kunnet mærke.

Samtidig havde Laura lært at finde tryghed i det utrygge, fordi det var det, hun voksede op i derhjemme. Det var det, hun genkendte og derfor det, hun kom til at søge i sine relationer.

Jo mere drama og uvenskab, hun kunne være en del af, jo bedre, tænkte hun. Men på et tidspunkt i 8. klasse blev det hele for meget, og hun blev i tvivl om, om hun overhovedet havde lyst til at være her mere.

- Jeg tog selv initiativ til at ringe til en ambulance og sige, at nu kan jeg ikke mere. Jeg bliver nødt til at blive hentet. Og så blev jeg hentet og kom ind på psykiatrien, hvor vi fik snakket alle de her ting igennem.

På Psykiatrisk Afdeling fik hun hjælp til at forstå sin situation og fik blandt andet at vide, at det ikke var hendes ansvar at tage sig af sin lillebror.

Efterfølgende tog hun dét meget bogstaveligt, og da hun var 15-16 år gammel, var hun stort set aldrig hjemme længere. Men det gav hende også skyldfølelse og dårlig samvittighed over at efterlade sin lillebror.

Som 18-årig flyttede Laura hjemmefra og flyttede sammen med en kæreste. Og det gjorde noget rigtig godt for hendes relation til hendes forældre. I dag læser hun til pædagog og bruger sine ”kvaliteter” fra sin barndom til at være noget for andre. Hun snakker også dagligt med sin far og har fået et mere roligt forhold til sin mor end tidligere.

Hun håber, at der er andre, der kan spejle sig i hendes historie og føle sig forstået – og så har hun ét budskab, som hun ville ønske, hun selv havde fået fortalt, da hun var lille og befandt sig i en utryg familie.

- Jeg vil bare sige, at det ikke er dit ansvar.