Livstruende sygdom: "Jeg falder om på badeværelsesgulvet, og jeg kan ikke komme op igen"

Imens Hannah Bildsøes sambo lå syg med klassiske corona symptomer, lå hun selv med et inficeret sår på låret, der var begyndt at hæve op. Ingen af de to var helt på toppen denne onsdag aften i januar 2022, da de under deres corona-isolation lå i sofaen i deres lejlighed på Christianshavn.

Det hævede lår, gjorde det vanskeligt for Hannah Bildsøe at gå normalt, og foruden sine egne corona-symptomer og en feber, der målte over 40, opdagede hun også, at der var kommet nogle små sorte prikker til syne rundt om det inficerede sår.

Hannah Bildsøe havde tidligere på ugen ringet 1813, og var også kommet på skadestuen for at få såret tjekket, men var blevet sendt tilbage i isolation derhjemme med antibiotika og en vejledning om jævnligt at rense såret.

Derfor besluttede hun sig for at humpe ud på badeværelset og gøre, som der var blevet sagt.

Jeg ryster i hele kroppen. Jeg begynder at være blå i fingrene, blå i læberne og jeg får svært ved at trække vejret.

- Jeg har det rigtig dårligt. Jeg rejser mig for at gå ud og rense såret, som jeg har fået besked på, og så kan jeg bare mærke, at jeg skal besvime. Jeg kaster mig ned på badeværelsesgulvet, og så kan jeg bare ikke komme op igen, fortæller Hannah Bildsøe.

Hun råber med det samme efter sin roomie, som styrter ud på badeværelset for at hjælpe hende. Ingen af dem er i tvivl om, at der er noget helt galt, og de beslutter sig for endnu en gang at ringe 1813.

- Jeg ryster i hele kroppen. Jeg begynder at være blå i fingrene, blå i læberne og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg begynder at kaste op. De her sorte prikker jeg har, de vokser, og vi kan bare se, at de bliver større, som timerne går, siger Hannah Bildsøe.

Det er endnu en travl aften for sundhedsvæsenet, så da de endelig kommer igennem til 1813 får de to corona-isolerede veninder i lejligheden på Christianshavn besked om, at alle ambulancer er optaget, og de derfor selv må finde en måde, at komme hen til skadestuen på.

De beslutter sig for at vente, og der ender med at gå over fire timer, før blå blink endelig viser sig udenfor vinduet og en ambulance ankommer til lejlighed. I den lange ventetid bliver hun liggende på badeværelsesgulvet uden at være i stand til at gøre noget som helst, fortæller Hannah Bildsøe.

- Her kan jeg nærmest ikke få vejret. Jeg er helt blå, og ligger bare og ryster, siger hun.

Tænk på noget godt

I dag er Hannah Bildsøe i gang med sit 6. semester af medicinstudiet på Københavns Universitet, og hun bor stadig med sin veninde i den lejlighed på Christianshavn, hvor hun tilbage i 2022 måtte hentes af en ambulance, efter hendes krop begyndte at svigte.

Da hun dengang ankom til hospitalet, fik hun lagt et drop, og måtte herefter vente i flere timer før hun endelig fik besked om, hvad der skulle ske med hende, men fra sin hospitalsseng overhørte Hannah Bildsøe nogen sige noget, som gjorde at alvoren virkelig gik op for hende.  

- ’I må jo overveje om I skal skære’, citerer hun en fra sundhedspersonalet og fortsætter; så kommer der et helt hold af mennesker ind lidt efter, og så er der en sød narkoselæge, som siger til mig: Hannah vi skal operere dig, og det bliver en akut operation, så vi er allerede i gang med at gøre klar. Der går max en halv time, fortæller hun.

Hannah Bildsøe, som er vokset op med sin familie i Allerød, kunne hurtigt regne ud, at den halve time ikke var nok til, at hendes forældre kunne nå frem til hospitalet, inden hun skulle opereres. Derudover vidste hun stadig ikke på dette tidspunkt, hvad der var galt med hende.

Hun har aldrig brækket en eneste knogle før eller i det hele taget været på hospitalet før i sit liv, og er ved at blive rullet ind på en operationsstue for første gang, da Hannah Bildsøe pludselig hører sin mors stemme på hospitalsgangen. Hendes forældre var heldigvis kørt fra Allerød tidsnok til at være hos deres datter, inden hun blev kørt ind på det, der skulle vise sig at være en propfyldt operationsstue.

- Jeg bliver lagt op på et bord, og får et skarpt operationslys ned i øjnene. Der er cirka 20 mennesker på den der operationsstue, og de render bare rundt og laver alt muligt. Kirurgen stiller sig så nede ved mine ben, og kigger på mig og siger: Vi er bange for, at det er kødædende bakterier, genfortæller Hannah Bildsøe.

- Vi kommer til at skære, og så håber vi bare det ikke er gået i knoglen, citerer Hannah Bildsøe kirurgen inden narkoselægen beder hende om at tænke på noget godt indtil narkosen begynder at virke, og hun falder i en dyb søvn.

- Så kigger jeg til venstre for at finde min mors ansigtsudtryk, og hun er bare brudt fuldstændig sammen. Hun står med helt våde kinder, med tåre der bare strømmer ned. Så vælter min verden fuldstændig, fortæller Hannah Bildsøe om øjeblikket inden alt gik i sort.  

Du skal igennem det hele igen

Det første hun ser, da hun vågner igen, er et hvidt plastikrør, der stikker op i luften. Hele hendes krop er øm, og især hendes hals gør ondt, og her går det op for Hannah Bildsøe, at hun ligger i respirator.

Derudover har hun et drop i hver hånd, hun har fået lagt et kateter, og hun er blevet koblet til flere forskellige maskiner, der står og laver lyde, der ekkoer på den intensive afdelingsstue på Rigshospitalet, som hun deler med tre andre patienter.  

Aldrig har Hannah Bildsøe haft så stor en trang til at stille spørgsmål uden at kunne sige et eneste ord fortæller hun, og da hun hen på aften endelig får hevet respiratorens plastikrør ud af sit eget luftrør, kigger hun på sine forældre, der kigger tilbage på et par tårevædede øjne, der sitrer af panik.

- Det føles som om, at det her ’minde’ har lagt sig på en forkert hylde i min hjerne. Jeg kan ikke beskrive det, jeg tænker bare, det her er sådan et traume føles, fortæller Hannah Bildsøe.

Efter at have kommet sig, ser lægerne til hende igen, og her informerer Hannah Bildsøe en af lægerne om, at denne oplevelse er en af de mest forfærdelige ting, hun nogensinde har prøvet, og at hun aldrig skal ligge i respirator igen.

- Ja, det forstår jeg godt, men du skal igennem det hele igen i morgen, lød det fra lægen, fortæller Hannah Bildsøe.

Den efterfølgende periode inden den næste operation beskriver Hannah Bildsøe som en afgørende nat, hvor lyden af de andre patienters maskiner og alarmer holdt hende vågen, og hvor hun følte, at det ikke længere var hende, der havde styringen over sin egen krop.  

Et gabende hul i brystet

I podcasten ’Noget På Hjerte?’, som giver mikrofonen til unge, der er deler ud af nogle af de mest udfordrende øjeblikke i deres liv, er psykolog Neela Maria Sris endnu en gang episodens medvært, og derfor kan hun også give Hannah Bildsøe ret i den måde hun beskriver denne oplevelse på.

- Det er et traume, når man vitterligt tænker; nu dør jeg. Du er i panik, og du er også fastlåst. Det må være helt ekstremt grænseoverskridende, så det giver rigtig god mening, når du beskriver det som du gør, forklarer hun denne uges gæst.

Jeg føler jeg har et stort gabende hul i brystet, fordi jeg burde jo være taknemmelig for at have klaret den, men jeg følte ingenting

Efter en uge med fem operationer i alt, bliver Hannah Bildsøe flyttet til semi-intensiv, og først efter en uge der, bliver hun udskrevet. I hele perioden har hun haft en oplevelse af følelsesløshed, hvor hun bare tog en dag ad gangen, men da hun sidder i bilen på vej hjem fra hospitalet med sin far, får hun sat ord på den tomhed, hun føler.  

- Jeg føler jeg har et stort gabende hul i brystet, fordi jeg burde jo være taknemmelig for at have klaret den, men jeg følte ingenting. Hvad skal jeg lave med mit liv nu, hvis jeg ved, at det hele bare kan blive revet fra mig fra den ene dag til den anden?, spurgte Hannah Bildsøe sig selv.

Psykolog Neela Maria Sris genkender den følelse Hannah Bildsøe beskriver fra nogle af sine andre patienter, som også har gennemgået ting i deres liv, som efterlader dem med det det, som hun kalder et ’eksistentielt chok’.

- Man kan godt have nogle tanker om, at man burde have nogle bestemte følelser, men der er det rigtig vigtigt at vide, at alle følelser er jo ganske normale, reaktioner er så individuelle og kan se så forskellige ud, men det at være helt følelsestom kan også være en måde at reagere på, beretter Neela Maria Sris.

 Minderne fik en ny hylde

I lang tid efter den voldsomme oplevelse havde Hannah Bildsøe stadig problemer med at falde i søvn om natten, og hun oplevede også at få flashbacks til dengang, hun havde respiratorrøret i halsen.

En politibil, en ambulance eller enhver anden høj lyd, satte hendes krop i panisk beredskab, og da hun fortalte det til en samtale på Rigshospitalets intensive afdeling halvandet år efter sin første operation, fik Hannah Bildsøe at vide, at hun havde fået posttraumatisk stress, og startede derfor i traumebehandling for PTSD.

I den lange periode, hvor hendes krop var på konstant overarbejde, havde Hannah Bildsøe prøvet at leve sit gamle liv med studie, byture og studiejob, men selvom hendes venner prøvede at være der for hende, følte hun sig ikke grebet.

Hun følte sig derimod ensom, fordi ingen, inklusiv hende selv, kunne forstå, hvad hun gik igennem. Derfor føltes det også som en enorm lettelse for Hannah Bildsøe, da hun startede i traumebehandling fortæller hun.

- Jeg tænkte på det hver dag, og det fyldte hver dag, men efter jeg har været igennem den her behandling, så er minderne ligesom blevet lagt på plads, siger hun.

Alle følelser er okay, og det tager tid

Hannah Bildsøe er først nu kommet sig oven på den traumatiske oplevelse, og hun har i dag også fået sin PTSD under kontrol, men fortæller også, at episoden kommer til at være en del af hendes liv altid. Derfor er det også vigtigt for hende at dele et råd med dem, der måske ender i samme situation som hende en dag.

- Alle følelser er okay, og det tager tid. Det kan være det tager mange år, og det kan være det bliver hos én, men tag det en dag ad gangen, og ræk ud efter hjælp. Hvis man har ordentlige venner, så bliver de heller ikke trætte af at snakke med én om det, afslutter Hannah Bildsøe.