Ludomani: Da behandleren stillede Marcus 20 spørgsmål om ludomani, svarede han ja til 19. Det sidste løj han om

Marcus Mossalski Nielsen beskriver det selv som en rejse, når han tænker tilbage på turen forbi den lokale kiosk. Ugens mange fodboldkampe var altid et godt incitament for at tage med ind og sætte nogle krydser på en spillekupon med sin far, når han hentede ham fra skole.

Selv efter at være kommet hjem, var rejsen først lige begyndt, for hos familien Mossalski Nielsen har fodbolden altid været i højsædet. Hans far spillede fodbold som ung, og da Marcus Mossalski Nielsen selv startede som bare 3-årig, var det også hans far, der var træner.

Sammen har de to besøgt fodboldstadioner i både Danmark og England for at støtte op om deres yndlingshold, og det er også en af grundene til, at rejsen føltes endnu mere intens for Marcus Mossalski Nielsen, når familien fulgte holdenes kampe i fjernsynet fra hjemmet i Randers.

En anden grund var den spillekupon, der lå på sofabordet foran ham. Det var ikke, fordi hans far gamblede enorme beløb, men for Marcus Mossalski Nielsen var det for alvor det at gamble på fodboldkampene, der gjorde rejsen mindeværdig.

- Min fars forbrug af spil har været ganske uskyldigt. Han spillede 10 kroner og 20 kroner, men det var bare som om, at for mig var det kæmpestort. Det fyldte enormt meget i min bevidsthed, husker han.

Hviderussisk bordtennis og filippinsk damebasket

Allerede som 15-årig oplever Marcus Mossalski Nielsen, hvordan han nu ikke længere var afhængig af, at hans far tog ham med på rejsen til den lokale kiosk for at gamble på en fodboldkamp. Første gang han spiller en hundredkroneseddel væk fra egen lomme, er det nemlig på en af sine venners online bettingprofil.

Endnu en gang mærker han det enorme sus, det medfører at gamble på en fodboldkamp, og kort efter fik han også overtalt sin far til at oprette en online-bettingprofil, så de to kunne spille sammen noget oftere. Der går dog ikke lang tid, før Marcus Mossalski Nielsen har luret sin fars adgangskode og erstattet hans kreditkort med sit eget, så han kan styre profilen fra sin egen telefon og spille lige så ofte han vil.

- Jeg har spillet på hviderussisk bordtennis, jeg har spillet på kørestolsrugby i Portugal og filippinsk damebasket. Jeg har spillet på alle mulige underlige ting, for når du bliver ludoman kl. 03.00 om natten, så skal du jo have dit fix på en eller anden måde, siger han.

- Der går et par uger, før mine forældre opdager, at jeg har kæmpe problemer med det her. Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg kunne styre spillet. Det kan godt være, at det var relativt uskyldige beløb i starten, men adfærden var jo sygelig, siger Marcus Mossalski Nielsen.

Selvom hans forældre både har følt skyld og skam over, at de i første omgang overså det, som Marcus Mossalski Nielsen også selv kategoriserer som et misbrug, bebrejder han dem ikke. Han husker selv, hvordan han på trods af, at hans forældre hurtigt fik lukket farens bettingprofil, stadig fortsatte med at skjule sin spilafhængighed i flere år, før det blev så alvorligt, at han måtte søge professionel hjælp.

Men netop at søge hjælp er noget, som Marcus Mossalski Nielsen aldrig kunne have gjort uden sine forældre, fortæller han.

- Mine forældre er også skyld i, at jeg sidder her i dag. Havde det ikke været for deres meget vedvarende pres, er jeg ikke sikker på, at jeg havde siddet her. Mine forældre har gjort alt, og de har været med til at redde mit liv.

Usynlig sygdom

I dag bor Marcus Mossalski Nielsen i Aarhus, hvor han arbejder som misbrugsbehandler på et behandlingssted for ludomani. Da han som 18-årig stadig var dybt spilafhængig, kunne han til gengæld på ingen måde se relevansen ved en misbrugsbehandler, og da han første gang selv besøgte en, var det også udelukkende for at få lagt låg på sin families bekymringer.

Jeg var udadtil sund og rask, men jeg var jo ikke sund og rask. Jeg led af en kæmpe sygdom, som bare var usynlig.

Marcus Mossalski Nielsen husker, at misbrugsbehandleren stillede ham 20 spørgsmål om hans afhængighed, og til hans eget store chok måtte han svare ja til 19 af dem. Kun spørgsmålet om, hvorvidt han havde overvejet at tage sit eget liv, svarede han nej til, men i dag indrømmer han, at det svar udelukkende var baseret på, at han ikke ville erkende det.

- Cirka to måneder før jeg kommer i behandling, har jeg så dystre tanker om det hele, og har også tabt så mange penge, at jeg gik med tanker om, at det måske bare kunne være nemmere at tage herfra. Jeg var udadtil sund og rask, men jeg var jo ikke sund og rask. Jeg led af en kæmpe sygdom, som bare var usynlig, fortæller Marcus Mossalski Nielsen.

På trods af at være så langt ude i sin afhængighed, husker Marcus Mossalski Nielsen også, at han ikke havde tid til hverken at føle skyld eller skam, eftersom hele hans liv handlede om det næste spil.

Kun én gang sneg skyldfølelsen sig op på ham, da han efter at have spillet sine sidste penge væk fra bagerste række i gymnasiet, skuede ud over sine klassekammerater for at udvælge den næste kreditor, der kunne finansiere hans spilafhængighed.

- Der gik det op for mig, at jeg for fanden havde lånt penge af dem alle sammen – jeg skylder dem alle sammen i forvejen. Der var lige ét sekund, hvor jeg havde en form for erkendelse af, at jeg var langt ude, fortæller Marcus Mossalski Nielsen.

Neela Maria Sris, der er psykolog og medvært i podcasten ’Noget på Hjerte’, som giver mikrofonen til unge, der vil dele historier fra en hård periode af deres liv, minder Marcus Mossalski Nielsen om, at det også er vigtigt at føle en vis omsorg for sig selv på trods af den skam, der kan ramme én, når man lider af at være stærkt afhængig.

- Der kan være meget mere skam- og skyldfølelse forbundet med afhængighedslidelser, fordi der nemlig er den her manipulation og løgne, som man jo kigger tilbage på med dårlig samvittighed. Så selvomsorg er enormt vigtigt og en fælles forståelse af, at det er sygdommen vi snakker om her, forklarer hun.

Stadig ludoman

Efter flere år med spilafhængighed og en gennemført uddannelse som ludomanibehandler, kan Marcus Mossalski Nielsen også godt selv se, at han lider af en sygdom. Han har en kronisk afhængighedslidelse, som det hedder på fagsprog, men når Marcus Mossalski Nielsen beskriver sig selv, er det som spilfri ludoman.

- Jeg kan jo desværre mærke det på mig selv, at jeg er ludoman. Det er ikke så lang tid siden, at jeg fik en parkeringsbøde, og min instinktive tanke var – selvom jeg vitterligt var på vej på mit arbejde, som ludomanibehandler – de der 875 kroner, dem kan jeg da lige vinde.

Marcus Mossalski Nielsen nævner også, at det at være spilfri ludoman er lidt det samme som at være tørlagt alkoholiker, og derfor går han også til GA-møder med fællesskabet for Anonyme Gamblere. Han var ikke meget for det i starten, men med tiden har han lært utroligt meget af at gå i dialog med nogle mennesker, der minder skræmmende meget om ham selv, fortæller Marcus Mossalski Nielsen.

- Det var fuldstændig ændrende for mig. Den måde jeg så mig selv på, den måde jeg så sygdommen på – jeg troede sgu de kendte mig, beretter han om en af sine første GA-møder.

Selvom det er lang tid siden, at han var til sit første GA-møde, så deltager Marcus Mossalski Nielsen stadig hyppigt i fællesskabet. Som oftest deltager han som professionel misbrugsbehandler, men selvom han i dag også sidder på den anden side af bordet, er det stadig vigtigt for ham at deltage, som den spilfrie ludoman, han stadig ser sig selv som.

Til møderne bliver han nemlig mindet om, hvor langt man kan komme ud i sin spilafhængighed, og det mener Marcus Mossalski Nielsen er en sund påmindelse om, at selvom han har det godt i dag, så har han stadig en kronisk afhængighedslidelse.

Derfor har han også gjort det til en ny afhængighed at tælle hver eneste dag, der er gået, siden han stoppede med at gamble. Det er nemt for ham at huske, for sidst han spillede var nemlig på vej ind til sin allerførste samtale med en misbrugsbehandler, fortæller Marcus Mossalski Nielsen.

- Den dag, hvor jeg sad til den her indledende samtale, og blev stillet de her 20 spørgsmål er præcis 2.327 dage siden.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.