Marcus vågnede på et hospital i Østrig: Han kunne ikke huske, hvad der var sket

Det sidste, den i dag 25-årige Marcus selv husker fra aftenen, er, at han havde det sjovt på en bar sammen med sine venner.

Næste morgen vågnede han på et hospital. Han anede ikke, hvordan han var endt der.

”Jeg vågner næste morgen og er megaforvirret over, hvorfor jeg er her. Hvor er jeg egentlig henne, og hvad er der sket?”

Samtidig følte han sig temmelig meget ved siden af sig selv. Han havde det dårligt i kroppen og forsøgte at finde hoved og hale i situationen.

”Jeg havde utrolig svært ved at balancere, utrolig svært ved at kunne snakke og formulere mig, og alting var ret forvirrende,” fortæller Marcus Nørman Christensen i podcasten ’Noget på hjerte’ med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

En helt almindelig aften

Marcus var 20 år, da han tog til Østrig for anden gang. Han havde tidligere været afsted på en skisæson, og nu var han tilbage i et miljø med unge mennesker fra Danmark, Sverige og Norge.

De arbejdede sammen, stod på ski og brugte deres fritid sammen. Den aften, hvor det hele skete, var ikke anderledes end så mange andre aftener.

Marcus og vennerne havde stået på ski, været på afterski og hygget sig. Senere skulle de mødes igen og tage i byen.

Men Marcus arbejdede på et hotel, der lå lidt længere væk end de andres, så han gik fra gruppen lidt før.

En ven fulgte ham et stykke på vej og gik derefter tilbage mod baren.

Det er det sidste, Marcus selv kan huske. Resten af aftenen må han senere få fortalt af andre.

Marcus endte på det hotel, hvor han arbejdede. Men han kunne ikke fungere, da han kom ind ad døren.

Personalet kunne se, at noget var galt, og der blev hurtigt tilkaldt hjælp. Politiet blev kontaktet, og Marcus blev bragt til hospitalet.

Han havde blandt andet svært ved at holde balancen og havde slået hovedet på grund af et fald.

På hospitalet fandt Marcus ud af, at han ikke var den eneste fra vennegruppen, der var blevet dårlig, og at en af hans venner også var endt på hospitalet.

Det blev senere klart, at de begge sandsynligvis var blevet udsat for drugging, altså hvor man indtager et euforiserende stof, man ikke har haft til hensigt at indtage.

Men Marcus ventede med at ringe hjem, til han havde fået lidt mere styr på, hvad der var sket.

Han ville gerne kunne fortælle sine forældre ordentligt, hvad der var sket, frem for blot at ringe og sige, at han befandt sig på et hospital i Østrig uden selv at kende historien.

Da han endelig ringede, blev hans forældre naturligvis chokerede. Men det vigtigste for dem var, hvordan han havde det.

Hans mor rejste til Østrig for at se ham. Og det gjorde en forskel.

Marcus havde gode venner omkring sig, men mange af dem var mennesker, han kun havde kendt i kortere tid. Hans mor havde naturligvis en anden relation til ham. Og pludselig var der én, som han kunne sænke paraderne over for.

For Marcus blev det begyndelsen på en periode fyldt med spørgsmål. Hvorfor var det sket? Hvem havde gjort det? Og hvorfor?

Flere faser og bearbejdelse

Marcus havde kun de oplysninger, andre kunne give ham. Og derfor blev det vigtigt for ham at få så mange brikker på plads som muligt.

”Det var vigtigt for mig at få stykket et nogenlunde billede af aftenen og af hændelserne sammen, så jeg lidt mere kunne sætte mig ind i det.”

For Marcus handlede det ikke kun om at finde ud af, hvad der var sket. Det handlede også om at genvinde en følelse af kontrol.

Marcus beskriver tiden efter episoden som forskellige faser.

Først kom forvirringen og frustrationen. Derefter et stort behov for at forstå, hvad der var sket.

Da han kom tilbage til Danmark, begyndte en ny del af bearbejdningen.

Han er et socialt menneske og havde ikke lyst til at lade oplevelsen bestemme, hvordan han skulle leve sit liv. Men han havde brug for at finde en måde at vende tilbage til det sociale liv på, hvor han samtidig kunne føle sig tryg.

Han begyndte derfor at tænke over helt konkrete ting, når han var i byen.

Hvor skulle han sidde? Hvor var døren? Kunne han komme væk fra situationen, hvis han fik brug for det?

De små valg gav ham en følelse af kontrol, og samtidig begyndte han at sætte sig ind i problematikken omkring drugging.

”Jeg ville gerne være så klog på området som muligt for at sikre mig, at jeg vidste, hvad der nogenlunde var sket, og kunne nuancere de her brikker måske en lille bitte smule.”

Det må ikke tage kontrollen

Marcus blev i Østrig sæsonen ud, og det gjorde vennen, der var endt i samme situation, også. Første gang de satte sig på barens udendørs terrasse igen, holdt de øje med omgivelserne. Udadtil virkede de rolige, men det var de ikke indeni.

Det er helt naturligt de første mange gange, siger psykolog Neela Maria Sris. I terapi kaldes det eksponering. Man vender stille og roligt tilbage og opdager, at det ikke sker hver gang.

For Marcus hjalp det, at de var to. Senere kunne de igen holde fest i det samme miljø. Det kunne ske igen, men det skulle ikke bestemme, hvordan de levede.

I dag arbejder Marcus med at nedsætte risikoen for at blive drugget og taler med unge, der har oplevet noget lignende. Mange har aldrig fortalt det til nogen. Nogle er bange for at sige det til deres forældre, andre har mødt spørgsmålet, om de ikke bare har drukket for meget. Det mener Marcus er en del af problemet, fordi mistro får folk til at bebrejde sig selv.

For som Marcus selv siger til sidst i samtalen, handler det først og fremmest om opmærksomhed og om at få startet samtalerne.

De unge har et ansvar for hinanden, mener han, men også voksne og institutioner har et ansvar for at skabe rum, hvor det er muligt at tale om, hvad der sker i nattelivet.