Minoritetsstres: Vi skal finde magien ved vores forskelligheder frem for frygten

Når 26-årige Kia i dag vender tilbage til sin hjemby, Holte, fyldes han af gode minder.

Men selvom Kia er glad for sin opvækst, er han på bagkant begyndt at opdage skyggesiderne af det at vokse op som barn af to iranske flygtninge, i en by hvor spejlingsmulighederne var meget begrænsede. Særligt i teenageårene blev den manglende repræsentation en faktor for Kia.

– Når du er teenager, vil du gerne passe ind, ligne de andre, gøre de samme ting som de andre. Og hvis der ikke er andre end dig selv der for eksempel får skæg som 15-16 årig, så kan det godt være, folk synes, det er megasejt, men det er også en faktor, der adskiller dig fra dem, forklarer han.

Det, at man i hud- og hårfarve adskilte sig majoriteten, blev bemærket på Kias folkeskole. Han fortæller, at de på skolen havde et system, der inddelte børnene efter faglighed – et a, b og c-spor, blev det kaldt. C-sporet var for børn med indlæringsvanskeligheder og her var der en ret markant overrepræsentation af brune.

Men det var ikke fordi, de brune børn havde indlæringsvanskeligheder, at de endte på c-sporet.

– Hvis man klarede sig middelmådigt, havde krudt i røven og en anden etnisk baggrund end dansk, så var man ikke godt stillet, fortæller Kia.

Selvom Kia ikke var i fare for at blive rykket til c-sporet – han var dygtig fagligt og kom fra et akademisk hjem – var han bevidst om ikke at agere på måder, der ville få ham til af falde hen mod den gruppe, der af udseende lignede ham mest.

– Jeg havde en tæt ven i min klasse med palæstinensiske rødder. Og selvom vi var tætte, var det faktisk ret svært imellem os. For hvis vi blev set for meget sammen, var vi ”those guys”. Det er noget, jeg har fanget mig selv i at tænke flere gange.

Ser jeg farlig ud?

Allerede i folkeskolen blev Kia altså bevidst om, at der fandtes en fysisk forskel på ham og klassekammeraterne, der ikke nødvendigvis kom ham til gode. Og i gymnasiet begyndte udseende at fylde meget. Det gør det for de fleste, mener Kia, men for ham var det alligevel anderledes.

– Det var et spørgsmål om to ting. Hvordan undgår jeg at se farlig ud, og hvordan sørger jeg for, at folk ikke tror jeg er muslim?

Kia er opvokset i et ikke-religiøst hjem, og kampen for at få lov til at bestemme sin egen identitet indebar derfor også konstant at skulle fortælle og forklare, hvorfor han ikke var muslim. Som Kia selv understregede, er der ikke noget galt i at være religiøs, men antagelsen om hans forhold til religion, var endnu en påmindelse om, at han sjældent kunne introducere sig selv, inden hans udseende havde gjort det for ham.

Psykolog Neela Maria Sris forklarer, at det en overordnet fælles fortælling for dem, der vokser op i Danmark med rødder i andre lande. En slags overkompensation i forsøget på at passe ind.

– Det handler om at prøve at overbevise andre om, at man hører til, selvom man ser anderledes ud. I den proces kan man let komme til at overskride nogle grænser, siger hun.

Den erfaring genkender Kia. Han beskriver, hvordan sprog blev en måde at understrege danskhed. Selvom Kia altid talte persisk med sine forældre, ændrede det sig på et tidspunkt.

– Da jeg var omkring 13 år, begyndte jeg at tale dansk til min far, når vi for eksempel var ude og købe ind. Det blev noget underligt noget, for han svarede tilbage på persisk, hvor jeg så igen svarede på dansk. Jeg var bange for, at folk ville se anderledes på mig, hvis jeg talte persisk, og jeg havde brug for at understrege min danskhed.

Det er ikke en overstået fase for Kia at hyperfokusere på det danske sprog.

– I lufthavnen siger jeg for eksempel altid ’hejsa’, for det er kun danskere, der siger det. ’Hej’ kan jeg ikke sige, for så ved folk ikke, om det er et engelsk eller dansk hej.

Præmieperkeren

Det at forsøge at mindske sine forbindelser til sin egen etnicitet og overgøre diverse ting i forsøget på at passe ind kan blive til det, man kalder internaliseret racisme. Altså når man ubevidst tager samfundets racistiske idéer til sig og kommer til at rette dem mod sig selv. Det har Kia også oplevet.

– Noget af det mest sindssyge er, at jeg kan komme til at tænke dårlige ting om folk, der ligner mig. Det er så stærk en stereotyp, at jeg nogle gange glemmer, at det er det samme, folk tænker om mig, forklarer Kia.

Når mennesker med anden etnisk baggrund end dansk er et godt eksempel, kalder Kia det ’præmieperkerforestillingen’. Den rolle oplevede han selv at træde ind i allerede i folkeskolen, da han modsat c-sporet klarede sig godt i skolen. Men det var ikke en positiv oplevelse at blive fremhævet som det gode eksempel.

– Jeg oplevede, at hver gang jeg gjorde noget, blev det en del af en større fortælling. Hvis jeg klarede det godt, blev det husket, men det samme gjaldt i den grad også omvendt.

Racisme i skolegården

Da Kia blev voksen, fik han job som lærervikar på sin gamle skole. Han glædede sig til at være den slags vikar, han selv huskede og elskede. Den der gad spille rundbold og lave sjov med eleverne. Men det blev ikke udelukkende den positive oplevelse, han havde forestillet sig.

Til en julefrokost, hvor Kia var gået med en ven ud for at ryge, oplevede han racistiske kommentarer fra en kollega.

Kia, der tog snus på det tidspunkt, spurgte sin kammerat, om ikke han hellere ville have en pakke snus end en smøg, så han kunne undgå lungekræften, når nu han trængte nikotin.

En lærer overhørte Kias kommentar, vendte sig om og sagde: ’ Det er altid sådan med jer anden etniske, det næste du siger til mig, er vel, at heroin er bedre end cigaretter.’

– Der står tiden bare stille. Jeg kan mærke det i mine hænder, når jeg fortæller det nu. Jeg havde forberedt mig så meget på, hvordan jeg ville reagere i den her slags situation. Men tiden står bare stille, og intet kommer ud af min mund, fortæller Kia.

Efter episoden var Kia så vred, at han besluttede sig for at tage hjem. Så snart han nåede sin cykel, brød han ud i gråd. Ikke kun i kraft af lærerens kommentar, men også fordi den ven Kia stod med, ikke sagde noget.

– Jeg står på min egen folkeskole, og jeg føler mig fucking lille og sygt alene. Men så er der noget, der slår klik, jeg tænker: jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg tager hjem nu. Så jeg sætter min cykel og går ind igen.

Da Kia kom tilbage, tog hans ven straks fat i ham og spurgte, om ikke de lige skulle gå ud og tale med læreren. Og selvom de aldrig nåede til enighed, har episoden lært Kia noget vigtigt.

– Jeg vil gerne have, at mine venner står op for mig i de her situationer. Men jeg reagerede jo heller ikke selv. Så det var godt at have en oplevelse af, at selvom jeg var sur over, at min ven ikke sagde noget i øjeblikket, så gjorde han det efter. Han havde måske lige så vel som mig brug for at fordøje, hvad der skete og tage tilløb til at svare tilbage på det.

Kia forklarer, at det ikke er en sejr i sig selv at svare igen i sådanne situationer, selvom han har oplevet det sådan gennem sin opvækst. Det er ikke en konkurrence eller en fodboldkamp. Der er ikke nogen, der forventer af dig, at du har det perfekte modsvar, når du lige er blevet trådt på, og vigtigst af alt er det aldrig dit ansvar, for som Kia siger:

– Don’t make it the minorities problem: it’s a structual problem.