25-årige Rebecca var klar til at tage hul på voksenlivet. Så mærkede hun en knude på halsen

Det var en helt almindelig fredag aften. 25-årige Rebecca Heering havde taget hyggetøj på og netop sat sig i sengen med en skål popcorn. Hun skulle lige til at sætte en film på, da hendes hånd tilfældigt gled henover halsen.

Og der var noget, der ikke skulle være der.

”Det føltes som en tennisbold. Jeg syntes, det var mærkeligt, men jeg havde også lidt betændelse efter en fjernet visdomstand. Så jeg tænkte faktisk ikke så meget over det,” fortæller hun i dagens afsnit af ’Noget på hjerte?’ til vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Hun havde ikke ondt og følte sig ellers helt rask. Hun tog hjem til sin far og viste ham knuden. Han så noget mere bekymret ud, og de besluttede sig for at ringe til 1813 ”bare lige for at høre,” fortæller hun.

Efter flere timers ventetid fik hun at vide, at det formentlig var en infektion, og at hun skulle kontakte sin egen læge mandag. Det gjorde hun. Men hos lægen gik det hurtigt op for hende, at der var noget, der skulle undersøges nærmere.

Hun blev sendt videre til en øre-næse-hals-læge, som henviste hende til Rigshospitalet. Få dage efter knuden blev opdaget, fik hun beskeden, der vendte op og ned på hendes liv.

Hun havde kræft.

Hun var 25 år og havde aldrig været alvorligt syg. Det var svært at tro på. Hendes lægejournal var stort set blank.

“Det sker sgu da ikke for mig, tænkte jeg,” fortæller Rebecca.

Og så var der livet ved siden af. Hun havde netop afsluttet sin uddannelse. Hun havde afleveret sit speciale og fået sin sidste karakter i januar. Nu skulle hun til at finde ud af, hvad der skulle ske med hendes liv.

Men nu var det i stedet en kræftdiagnose, hun der fyldte det hele.

Et nyt slags liv

Rebecca fik at vide, at hun skulle opereres, så de kunne fjerne en lymfeknude og undersøge den nærmere for at fastslå præcis, hvilken type lymfekræft hun havde.

Det hele gik så stærkt, at hun næsten ikke kunne nå at følge med. Fra hun opdagede knuden, til hun fik diagnosen, gik der kun få dage, og der blev hurtigt lagt en plan for, hvad der nu skulle ske med hendes liv.

Hun skulle i et kemoforløb på 12 uger. Rebecca forsøgte at holde fast i sine rutiner og i så meget normalitet som muligt, selvom hendes liv pludselig var blevet noget helt andet. Hun valgte at blive boende i sin lejlighed og prøvede i det hele taget at have en easy going attitude omkring sin sygdom.

”Hverdagen i familien Heering er vendt lidt på hovedet,” skrev hun i en besked, som hun sendte rundt til sine venner. Hun ville gerne tage brodden af nyheden og få det sagt så tidligt i forløbet som muligt. Hun ville gerne kunne sige det højt og slippe for at føle, at der var noget forkert ved at være syg.

Alligevel var det svært at finde ud af, hvordan hun egentlig havde det. Rebecca kunne se og mærke, hvor hårdt sygdommen ramte hendes nærmeste, der var bekymret for hende. Og hun fik skyldfølelse over, at hendes familie og venner var kede af det.

”Hele ens liv bliver vendt op og ned, og der er så mange ubekendte i sådan en proces. Jeg er en, der godt kan lide at være i kontrol, og det kan man jo ikke have i sådan noget her,” fortæller hun.

Hun vidste godt, at hun ikke selv var skyld i, at hun havde fået kræft. Men hun oplevede stadig, at hendes sygdom påvirkede alle omkring hende, og hun havde svært ved at fortælle dem, når hun selv havde det dårligt.

”Der ligger ekstremt meget identitet i håret”

Rebecca havde mange bekymringer, og en af dem, der fyldte meget, drejede sig om hårtab.

Da kemoforløbet begyndte, googlede hun ”kølehjelme”, fordi de efter sigende skulle sørge for, at hun ikke mistede håret under behandlingen. Hun droppede dog idéen igen. En kølehjelm var virkelig dyr, og der var ingen garanti for, at de virkede mod hårtab.

Og så var der også et socialt aspekt. Hun skulle have kemo i et rum med andre unge, der også havde kræft, og hun blev bange for, at det ville virke, som om hun troede, at hun var ’bedre’ end de andre, der jo også stod til at tabe håret.

Omkring to uger efter den første behandling begyndte hun at bemærke håret falde af, når hun var i bad.

”Det har nok været det hårdeste i alt det her. Jeg følte, jeg blev meget syg at se på. Det er umenneskeligt at se håret ryge af i så store totter. Der ligger ekstremt meget identitet i håret,” fortæller hun.

Hun begyndte at lede efter en paryk, der lignede hendes eget lange, blonde hår. Hendes mor foreslog, at hun tog hen til familiens frisør, som klippede håret kortere og kortere. Hun fik ikke barberet det hele af, fordi hun ikke var klar.

Men det skaldede hoved var lige om hjørnet. Kort efter deltog hun i en frisøraften på Rigshospitalet, hvor det blev foreslået, at hun fjernede de sidste hårtotter, og da hun så sig i spejlet, indså hun, at de tilbageværende totter fik hende til at se endnu mere syg ud, end hun følte sig.

Til sidst besluttede hun sig for at få dem fjernet helt.

”Det gik op for mig, at nu bliver jeg hende, der er syg med kræft. Nu kan alle se det. Nu kan jeg ikke skjule det mere,” fortæller hun.

Et fællesskab med andre unge

Under behandlingen blev Rebecca tilknyttet et tilbud for kræftpatienter under 30 år på Rigshospitalet. Her mødte hun andre på sin egen alder, der også var i behandling.

”Det skabte ekstremt meget tryghed. Det fællesskab, der er på Rigshospitalet, når man er ung og har kræft, er superrart. Der er frisøraftener, hvor man lærer, hvordan det er ikke at have hår, og der er julefrokoster,” fortæller hun.

Det betød også noget, at hun kunne spejle sig i de andre, der også havde fået deres liv vendt på hovedet.

”Det gjorde virkelig noget for mig at være en del af den her ungestue. Så jeg ikke sad med en ’rigtig’ voksen eller nogle på mine bedsteforældres alder,” fortæller hun.

Pludselig var de 12 uger omme, og Rebecca blev kaldt ind til en samtale efter det nu afsluttede kemoforløb.

Og her var der gode nyheder. Hun var rask og kræftfri.

”Der er lettelse, ekstremt meget glæde. Men også en følelse af: Hvad så nu?,” siger hun.

Der er stadig alt det andet

Det var ”ekstremt surrealistisk” for hende, at hun pludselig ikke var en, der havde kræft længere. Efter mødet tog hun ud og spiste brunch med sin søster og sine forældre og kunne sende en besked rundt til bekendte med den lykkelige nyhed.

”Jeg er fucking kræftfri,” skrev hun i beskeden.

Men selvom hun ikke længere havde kræft, var der stadig meget, hun skulle forholde sig til. Hun skulle gå til kontrol de næste fem år, og hun var også tilknyttet en fertilitetsafdeling, fordi kræftbehandlingen kunne påvirke hendes muligheder for at få børn. Der var med andre ord stadig mange ubekendte faktorer, hun ikke vidste, hvordan ville påvirke hendes liv.

Derfor kunne det også være svært, når andre mødte hende med en forventning om, at hun nu var rask og bare kunne komme videre.

”Hele vejen igennem har jeg følt skyldfølelse. Jeg er grunden til, at mine forældre og søster og venner er kede af det. Jeg kan ikke gøre for det, men det er min skyld,” fortæller hun.

Midt i al glæden kunne hun ikke lade være med at føle, at hun stadig havde ”alt det andet” – alle de mange små og komplicerede følelser, der også var en del af hendes kræftforløb, der skulle bearbejdes, og som hun konstant blev mindet om.

”Jeg kan jo godt se, at mit hår ikke er lige så langt, som det var engang. Det er svært ikke at se og blive mindet om. Jeg har stadig mit ar på halsen. Jeg skal stadig til kontrol,” fortæller hun.

Frygten for, at kræften kunne komme tilbage, lå også stadig og ulmede. Hun mærkede den især, hvis hun hostede eller oplevede noget ved sin krop, der føltes anderledes. Hun vidste godt, at risikoen for tilbagefald var lille, men den var ikke nul.

“Det er lort og lagkage, og det må man gerne sige højt”

I dag er det halvandet år siden, at Rebecca fik konstateret kræft. Hun har det godt, men er stadig ved at fordøje oplevelsen. For hende har det dog spillet en vigtig rolle, at hun har været god til at tale om sin sygdom og de følelser, der fulgte med.

“Jeg blev ikke mere eller mindre syg af kræft under mit forløb ved, at vi talte om det. Og det var, om jeg talte med mine forældre eller min søster eller familie eller venner om det. Jeg synes faktisk, det var ekstremt rart, at man kan sætte ord på det,” fortæller hun.

Hun håber, at andre, der selv har eller har haft kræft, ikke føler, at de behøver at lade som om, de har det godt hele tiden.

“Det er lort og lagkage, og det må man gerne sige højt,” fastslår hun.

For selvom Rebecca er taknemmelig for at være kommet igennem sygdommen, betyder det ikke, at alt bare var nemt bagefter. Hun var stadig ved at finde ud af, hvordan hun skulle leve med erfaringen og med den nye virkelighed, hun pludselig var blevet kastet ud i som 25-årig.

“Jeg er bare glad for at være i live. Og så kan resten bare komme an,” fortæller hun.