William er født med en hjertesygdom: Men da psykologen ytrede en særlig sætning, ændrede hans liv sig fuldstændig

22-årige William Thøgersen har altid opfattet sig selv som en helt almindelig dreng. Som teenager spillede han fodbold, havde gode venner og gik på efterskole.

At han havde en alvorlig sygdom, der en dag skulle føre til to omfattende operationer i hjertet, tænkte han ikke særlig meget over.

William Thøgersen er født med Marfans syndrom, en sygdom i bindevævet, som også hans mor og lillebror har. For William sidder sygdommen blandt andet i hjertet, hvor bindevævet har betydet, at han har haft utætte hjerteklapper.

Han havde dog aldrig mærket noget til det. Han havde spillet masser af fodbold og oplevede ikke, at hans kondition fejlede noget. Han tog til regelmæssige kontroller på Rigshospitalet, men der havde aldrig været noget problem.

Det var først, da han som 15-årig kom på efterskole, at han opdagede, at hans venner ikke havde helt samme forhold til hospitalet.

”Jeg troede faktisk i rigtig mange år, at det var normalt, at børn skulle til tjek på Rigshospitalet. Jeg anede det ikke, før jeg kom på efterskole”, fortæller han i dagens afsnit af 'Noget på hjerte' med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Og det var da også et spørgsmål om tid, før én af de regelmæssige kontroller pludselig ikke var helt ligegyldig længere. En dag fik han at vide, at en af hans hjerteklapper var for utæt, og at den skulle opereres.

Det kom som et chok.

”Jeg syntes, det var en kæmpe eksplosion af følelser og skam. Jeg synes ikke, det var fair, at det var mig”, fortæller han.

Han tog hjem på weekend fra efterskolen, men kunne ikke overskue at tale med sin mor. Han lå på sit værelse og græd, mens tankerne kørte rundt i hovedet. For pludselig var han ikke bare William, der spillede fodbold ”10 gange om ugen” og scorede mål.

Nu var han også en, der skulle opereres i hjertet. Og en, der var i risiko for at dø.

Neela Maria Sris forstår godt, at William Thøgersen oplevede nyheden om hjerteoperationen som noget, der ikke bare var chokerende, men også lidt skamfuldt.

”Når man er 15 år, har man lyst til at være ligesom alle de andre. Og så har du nogle forestillinger om, hvad det vil sige at have den her sygdom. Dét kan jeg godt forstå kan rykke ved ens identitetsfølelse”.

“Jeg var mega pinlig over det”

William Thøgersen råbte og skreg af sine forældre dén weekend. Han spiste ikke noget og ville bare gerne tilbage på efterskolen.

Lærerne på efterskolen havde fået nyheden. De foreslog, at han fortalte de andre elever om det. Men det havde William Thøgersen på ingen måde lyst til. Han ville ikke være ”den syge”.

”Jeg må ærligt sige, jeg var megapinlig over det. Jeg kunne slet ikke håndtere, at jeg skulle være anderledes end den helt almindelige fodboldknægt. Jeg tror, jeg skammede mig, og jeg følte, jeg var uretfærdigt behandlet,” siger han.

Han var også bange. Operationen indebar, at hjertet skulle tages ud af kroppen for så at blive sat ind igen. Det var en skræmmende forestilling.

Han endte med at fortælle et par af vennerne fra fodbold om det, men kun som en ”heads-up”. Det var ikke en dyb samtale. Han ville ikke være ham, de andre bekymrede sig om.

Dagen inden operationen var han ret rolig, men om morgenen rammer nervøsiteten ham, og han får en pille, der beroliger ham – det hjalp. Og det hjalp, at hans mor var med til at lægge ham i narkose. Det hele gik da også ganske godt. Han vågnede fra operationen og var stadig i live.

Men selv om operationen var vellykket, havde han det skidt. En otte timers operation er en ordentlig omgang for kroppen, og han havde ”ondt over det hele” og kunne ikke spise noget i flere dage. Han blev synligt tynd, og da han kiggede i spejlet, bemærkede han, at hans kinder så helt indsunkne ud.

”Hvad er det, jeg står og kigger på? Der kommer nogle kammerater og ser mig hos min mor, og de sagde, at jeg slet ikke lignede mig selv,” siger han.

Da han tog på og begyndte at ligne sig selv igen, traf han en beslutning om, at sygdommen skulle pakkes væk, nu, hvor den ikke kunne ses længere.

Han ville gerne glemme det og komme videre med sit liv.

Seks år senere kom beskeden

Og det lykkedes da også. I noget tid. William Thøgersen begyndte i gymnasiet og fik et helt almindeligt gymnasieliv med fodbold, fester og kærester.  

Indtil telefonen en dag ringede.

På dét tidspunkt var han i gang med sit sabbatår. Han arbejdede som vikar på en skole og som svømmelærer og havde det rigtig godt. Han gik stadig til regelmæssige kontroller, men der havde ikke været noget galt i de seks år, der var gået siden hjerteoperationen.

Men nu var der altså noget galt. Hjertelægen fortalte ham, at hovedpulsåren i hjertet havde udvidet sig. Den var nu 49 millimeter i diameter, og hvis den nåede op på 50 millimeter, var der risiko for, at den kunne briste.

En operation skulle derfor ske hurtigt.

William sad i bilen på vej hjem, da han fik beskeden. Han måtte holde ind til siden.

”Der var en eksplosion i mit hoved. Jeg kan huske, at tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg var megabange,” siger han.

Pludselig kom alle de ubehagelige følelser, han for længst havde gemt væk, væltende tilbage. Han ringede grædende til sine forældre.

”Det var forfærdeligt. Der tænkte jeg: Nu skal jeg åbnes igen. Det er noget helt andet denne gang, meget mere omfattende. Det er den største blodåre i hjertet, der skal udskiftes. Min største tanke var: Skal jeg begynde at planlægge min død nu?”, siger han.

Han begyndte at tænke på, om sommeren, der var gået, måske havde været hans sidste. Og han begyndte at overveje, hvordan han skulle bruge den tid, han havde tilbage.

Men udadtil fortsatte han med at være William.

Han talte ikke rigtigt med sine venner om det, medmindre han havde drukket. Når alkoholen kom indenbords, kom følelserne også ud. På en bytur brød han grædende sammen og bad sine venner om at passe godt på hans familie, hvis han ikke klarede operationen. Dér begyndte det også at gå op for vennerne, at sygdommen var mere alvorlig end som så.

Når han ikke var fuld, gad han dog ikke snakke om det.

Hans mor kunne dog mærke, at han ikke havde det godt. Hun foreslog, at han talte med en psykolog. Først syntes William, at det var noget pjat.

”Jeg syntes bare, det var noget fis. Det gad jeg ikke. Jeg var jo ham fra Hundested, der spillede fodbold. Jeg syntes, at det var tabu,” siger han.

Den lille William

Til sidst gik han alligevel med til at tale med en psykoterapeut.

I begyndelsen havde han svært ved at åbne sig. Men under en samtale bad terapeuten ham om at forestille sig en lille William inde i sig selv. Dét syntes han var ret åndssvagt.

Men så sagde hun noget, han aldrig har glemt.

”William, lille William inde i dig er dit ansvar. Det er dit ansvar at passe på ham her”.

Det ramte ham hårdt.

Pludselig kunne han se sig selv udefra. En ung fyr, der stod midt i et kaos, var bange for at dø og ikke kunne få sig selv til at tale med sine venner om det.

”Da hun sagde det, var det, som om hun gik hul på en kæmpe byld i mit hoved, og så begyndte det bare at vælte ud med tårer”, fortæller han.

For første gang gik det op for ham, at han ikke havde passet særlig godt på sig selv.

”Jeg blev nødt til at step up for at kunne passe på ham her. Og så var der også en følelse af: Hvor har jeg bare været dårlig til at tage mig af ham her. Lille mig skal fandme have det godt,” siger han.

Det blev begyndelsen på en ny måde at håndtere sygdommen på.

William begyndte at fortælle sine venner, hvordan han havde det. Han satte sig ned med dem på én gang og sagde det højt: Han var bange for at dø, han havde det svært, og han havde det dårligt.

Og noget overraskede ham. Han havde frygtet, at han ville blive en byrde for sine venner. Men i stedet oplevede han, at de kom tættere på hinanden.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke er så vigtigt, at der er nogen, der har en løsning til mig. Men hvor er det rart, at jeg kan være åben og snakke med mine venner om det her”, fortæller han.

“Kæft, vi klarede den”

Fem dage før den anden operation blev William taget til side af den kirurg, der skulle operere ham. Han fik besked på at være helt klar over risikoen.

Han kunne dø.

Det var en svær besked at tage ind. For selv om William nu var blevet bedre til at tale om sine følelser, forsvandt frygten ikke.

Han begyndte derfor at tænke på, hvordan han ville bruge sin sidste tid, hvis operationen gik galt.

Nytårsaften – to dage før operationen – holdt han en stor fest med sine venner.

”Der skulle vi fandme bare hygge os. Jeg tror bare, jeg sagde: Prøv at hør, drenge, vi skal hygge os. Jeg skal igennem den her operation. Fuck det, det klarer jeg”, fortæller han.

Et par dage før operationen skrev han et brev til sine forældre og ”et meget, meget langt” brev til sin lillebror.

”Hvis I læser det her, er det, fordi operationen er gået skævt,” åbnede han brevene med.

Det var det sværeste, han nogensinde havde skrevet. Men det var også en måde at acceptere, at der var ting, han ikke kunne kontrollere.

”Jeg tror også, det handlede om, at hvis det er min sidste tid, så kommer jeg ikke til at bruge den på at være i sorg. Så vil jeg hellere bare hygge mig,” siger han.

Men operationen gik godt. Han fik en mekanisk hjerteklap og et mekanisk rør i stedet for sin hovedpulsåre. Da William Thøgersen vågnede op fra narkosesøvnen, var følelsen en anden i forhold til første gang.

Han havde overlevet.

Han kunne ikke tale de første mange timer, så han fik papir og blyant. Familien stod omkring ham. Det første, han skrev, var:

”Kæft, hvad, vi klarede den. Hold kæft, jeg elsker jer”.

Et nyt syn på livet

Efter operationen begyndte William at se anderledes på sit liv. Han blev bedre til at værdsætte de små ting, der gjorde livet dejligt at leve. Og han indså, at materielle ting slet ikke betød noget, når det kom til stykket.

I dag er han meget mere åben om det, han har været igennem. Han fortæller om sine oplevelser på sociale medier og bruger meget af sin tid på at tale med andre, der står i svære situationer.

For William er det ikke nødvendigvis en løsning, folk har brug for, når de fortæller om noget svært. Nogle gange er det nok, at nogen lytter. At åbne op over for en psykolog var det bedste, han har kunnet gøre for sig selv, siger han.

Og så ved han også, at livet er værd at kæmpe for.

”Alle går igennem noget, der er mega svært og uretfærdigt og fuldstændig ubegribeligt hårdt. Men livet er en kæmpe gave og virkelig værd at kæmpe for”, siger han.