Gå til hovedindhold
kontakt
Noget På Hjerte?

Økonomisk angst: Hvorfor er jeg ikke hjemme nu, hvor strømmen er billig?

Efter et møde med sin bank har en usikkerhed sat sig i Miata Paasche. Hendes verden vælter, når der kommer notifikationer fra hendes netbank, hun kommer i dårligt humør, hvis ikke hun er hjemme, når strømmen er billigst, og hun drømmer konstant om en fremtid med økonomisk tryghed.

Miate Paasche i studiet

- Jeg er virkelig broke nu.

Sådan lyder det ofte fra nogle af den 22-årige Miata Paasches studieveninder, når de snakker om at booke bord på en restaurant, se en film i biografen eller tage i byen. Oftest har Miata Paasche det på samme måde, selvom hun faktisk ikke er broke.

Hun lider nemlig af økonomisk angst, der gør det svært for hende at bruge penge, da hun konstant er bange for ikke at have nok.

Lyt med der, hvor du normalt lytter til podcast

Selvom det sker, at hendes veninder alligevel trodser de røde tal på kontoen, og sammen med Miata Paasche tager ud og bruger penge, så føler hun, at det altid er hende, der betaler den største pris, når hendes bankapp minder hende om alle de beløb, der blev trukket aftenen forinden.

- Når jeg har været ude, så kommer banken bare med 17 notifikationer morgenen efter. Der kan min verden godt vælte, siger hun.

- Hvis der står under 3.000 kr. på min konto, så kan jeg slet ikke være i det. Så føler jeg mig virkelig utryg, selvom jeg har penge på en opsparing, fortæller Miata Paasche og tilføjer, at hun udmærket ved, at hendes frygt er komplet irrationel.

Miata Paasche læser til pædagog på første semester, og derfor er hendes eneste indkomst den SU hun får grundet sit studie. Især derfor kan hun godt savne den faste lønseddel hun modtog i sine sabbatår.

Faktisk tænker Miata Paasche også meget på den lønseddel hun en dag skal have i fremtiden. Hun havde nemlig næsten valgt et andet studie frem for at læse til pædagog på grund af sin økonomiske angst.

- Arbejdet med mennesker tiltaler mig så meget, og nu er jeg jo så glad for, at jeg startede, men, jeg vælger jo at uddanne mig til et arbejde, hvor jeg ikke kommer til at tjene sindssygt mange penge, siger hun.

Penge eller kærlighed?

Miata Paasche husker tydeligt, hvordan hendes anstrengte forhold til økonomi startede. Efter at have arvet en sum penge, havde hun booket et møde med sin bank for at blive klogere på hendes muligheder for at købe sin egen bolig. 

Hun følte selv at hun havde en stærk økonomi, der kunne give hende gode muligheder for at udleve sin boligdrøm, men efter sit møde med bankrådgiveren blev Miata Paasches drøm til et mareridt.

Bankmanden havde nemlig fortalt hende, at med det økonomiske fundament, som Miata Paasche selv anså som værende stærkt, var det urealistisk at kunne købe en bolig. Episoden satte sig fast, og lagde en grobund for den økonomiske angst, der stadig plager hende i dag.

- Hvis jeg kan have det her gode udgangspunkt, men ikke bruge det til noget, hvordan skal jeg så nogensinde kunne få en god økonomisk fremtid, spurgte hun sig selv efter sit møde med banken.

Miata Paasche oplever også, at hendes personlige relationer bliver påvirket af den økonomiske angst. Selvom hun elsker sin kæreste, og ikke føler et sekunds tvivl om, at de skal være sammen, oplever hun stadig hvordan hendes økonomiske bekymringer, kan sætte sig fast som en parasit i hendes hjerne.

- Jeg tror bare ikke vi kan være kærester, hvis ikke du tjener mange penge. Jeg ville bare være meget lykkeligere, hvis jeg var sammen med en, der kunne give mig en større form for økonomisk tryghed, har hun nogle gange fanget sig selv i at tænke.

- Det er jo ikke rigtigt, men alligevel kan jeg blive så opslugt af de tanker, selvom jeg er så glad for min kæreste. Det er helt mærkeligt, at noget så langt væk fra kærlighed som penge, kan få mig til at tvivle på det, tilføjer Miata Paasche.

Miate Paasche i studiet
Psykolog Neela Maria Sris
Vært Ida-Sophia

Økonomiske triggers

Flere gange i timen hver eneste dag tænker Miata Paasche på penge, og på hvordan hun kan spare på dem. Takket være energiappen på hendes telefon, kan hun konstant gå ind og tjekke, hvornår strømmen er billigst.

Hun tjekker appen, så hun ved hvornår hun kan spare penge på at vaske tøj eller gå i bad, men nogle gange sker det stadig, at Miata Paasche misser vinduet for de største besparelser, når hun for eksempel er sammen med sine veninder for at glemme sine bekymringer.

- Hvorfor er jeg ikke hjemme nu, hvor strømmen er billig, kan hun fange sig selv i at tænke.

Endnu en gang melder den økonomiske angst sin ankomst, når Miata Paasche mindst venter det, men i podcasten ’Noget på Hjerte?’, som skaber et rum, hvor unge danskere kan dele deres problemer, giver medvært og psykolog, Neela Maria Sris, nogle værktøjer til, hvordan man kan minimere risici for, at den økonomiske angst blusser op.

- Er der et eller andet der trigger de her svære følelser og tanker, spørger hun Miata Paasche.

- Notifikationer fra banken eller elselskabet kan være noget der trigger det, og så kan man jo afprøve for en stund at fjerne de her apps, foreslår Neela Maria Sris.

For Miata Paasche har det hjulpet at italesætte sine bekymringer. Mest af alt over for sine forældre, men også bare overfor andre, der måske kan hjælpe.

Hun har lært, at hendes angst for økonomi er irrationel, men hun anerkender også, at den stadigvæk er der. I første omgang er det at få noget konkret rådgivning i, hvordan man skal gribe angsten an, en stor hjælp, og derfor vil hun råde alle dem, der står i lignende situation til at gøre det samme.

- Prøv at tage fat i nogen der har forstand på det, og hør dem om de har nogle råd til, hvordan man kan gøre det anderledes, eller hvordan man kan gøre det bedre, siger Miata Paasche.