Skyggebarn: Jeg fik det næsten dårligt, når jeg fik opmærksomhed

Et skyggebarn betegner et barn, der oplever at vokse op i skyggen af en anden, typisk en søskende med en diagnose, et psykisk eller fysisk handicap. Sådan et er 21-årige Pauline Sjælland Iversen, der er det yngste ud af tre børn i en søskendeflok bestående af hende selv, hendes storesøster Katrine og storebror Mathias.

Katrine er den søskende Pauline har oplevet at stå i skyggen af. Der findes ikke et navn for det handicap Paulines søster har, men måden familien plejer at forklare det, er at Katrine er underudviklet kognitivt.

– Det er nok også derfor jeg har set hende som min lillesøster, og ikke min storesøster, forklarer Pauline.

For selvom Katrine i dag er 25 år gammel, er hun ikke ældre end omkring syv år inde i hovedet.

Pauline beskriver sin søster som enormt livsglad, faktisk det mest livsglade menneske, hun kender. Hun elsker opmærksomhed, at danse, synge og lege med dukker. Men selvom Pauline generelt beskriver sin søster med meget positive vendinger, så har det ikke altid været lige nemt at vokse op side om side med Katrine.

– Det er gået op for mig, efter jeg er blevet ældre, at jeg har haft et lidt distanceret følelsesmæssigt forhold til mine forældre, fordi der ikke har været lige så meget plads til mine følelser.

Det, at Katrine har haft nogle særlige behov, har skabt en uønsket afstand mellem Pauline og hendes forældre. Pauline har hele sit liv gjort sig umage for ikke at belemre sine forældre med flere bekymringer end de allerede stod med. Netop den form for selvisolering er kendetegnende for skyggebørn. Psykolog Neela Maria Sris sætter ord på begrebet:

– Det er jo egentlig en positiv egenskab gerne at ville passe på andre. At man lige overvejer, hvilken belastning man lægger på andre. Men skyggebørn kan vokse op med de her kvaliteter i en sådan grad, at det kan blive svært at gøre andet. Det bliver svært at tage plads og sætte grænser, hvis man altid opvejer andre menneskers følelser først.

I ottende klasse begynder Pauline at få det skidt, og det er her hun mærker de negative konsekvenser af det at være skyggebarn.

– Jeg følte ikke, der var plads til, at jeg havde det skidt, og det fik mig til at grave mig endnu dybere ned. Jeg talte ikke med nogen om det, fordi jeg tænkte, ej jeg skal ikke tage opmærksomhed, selvom jeg havde et stort behov for det.

En dag forsøgte Pauline alligevel at tage den nødvendige plads, og selvom situationen kan virke banal, var den skelsættende for hende.

Det bliver svært at tage plads og sætte grænser, hvis man altid opvejer andre menneskers følelser først.

Det var sommeren mellem ottende og niende klasse og Pauline sad med sin familie i haven og grillede. Katrine spurgte Pauline om hun ville spille kongespil, og hvor Pauline normalt altid ville have sagt ja, fordi hun tilgodeså sin søsters behov frem for sine egne, sagde hun denne gang nej. Paulines mor prøvede at overtale hende til at spille med sin søster, og det fik Pauline til at bryde sammen.

– Til sidst brød jeg bare fuldstændig sammen og gik ind på mit værelse, hvor jeg var alene hele aftenen og natten. Jeg har nogle snapchatminder fra den dag, hvor jeg både har filmet og skrevet om, hvordan jeg havde det. Jeg havde bare brug for at komme ud med det på en eller anden måde.

Paulines bæger var flydt over, og selvom det ikke var en positiv oplevelse, var den vigtig og står den dag i dag stadig helt klar for hende. Psykolog Neela Maria Sris forklarer, at det at stå op for sig selv, ofte er noget vi forbinder med en følelse af sejr. Men sådan føles det ikke altid.

– Det kan føles som en kæmpe klump i maven og være noget man skal genbesøge mange gange for at få øje på, at det faktisk var en god ting. Processen er ikke nødvendigvis særlig rar, men det gør den ikke mindre vigtig, siger hun.

Pauline siger selv, at hun føler sig lidt smålig, når hun snakker om situationen. At hun tænker: Hvorfor kunne jeg ikke bare spille det spil. Men samtidig er hun bevidst om, at det ikke handlede om den givne situation, men om alle de gange hun har tilsidesat sine egne behov.

I niende klasse startede Pauline hos en psykolog, og det blev en stor hjælp for hende, at placere sig i et rum, hvor hun var tvunget til at tage plads. Men selv her viste sporene af det at være skyggebarn sig.

– Jeg følte mig set og hørt på en anden måde, end jeg havde oplevet før. Men jeg fik det næsten også dårligt over at have fået den opmærksomhed, jeg havde brug for. Det var virkelig en ambivalent følelse.

Neela Maria Sris understreger, at mange unge mennesker kan have svært ved at tage opmærksomhed. Og i endnu højere grad, hvis man også er skyggebarn. Det kræver øvelse at få det gjort på en måde, der ikke føles kejtet.

– Når man så har lært det, skal man også vænne sig til at kunne være i den opmærksomhed følelsesmæssigt, og endelig skal man så lære ikke at banke sig selv i hovedet over at have taget opmærksomheden. Det er en proces, som kræver meget øvelse, hvis man ikke er vant til det, forklarer Neela Maria Sris.

I dag har Pauline det godt. Hun og hendes familie er blevet bedre til at tale om tingene, også dem der er svære for Pauline.

– Det har gjort os tættere. Både mig og mine forældre og mig og min bror, siger Pauline.

Afsluttende lyder det fra Pauline, at det vigtigste at vide som skyggebarn er, at det er okay. Det er okay at have følelser. Det er okay at være sur og ked af det. Det er okay at føle alt muligt.

– For du er også bare et menneske. Du må gerne fylde.