Som 22-årig mistede Dina sin mor. Først kom sorgen. Så kom skammen

For to år siden sad 22-årige Dina Christiansen midt i en eksamen, da hun fik et opkald fra sin bror.

Deres mor havde fået det dårligt, fortalte han. Rigtig dårligt. Hun havde fået en hjerneblødning og var blevet hastet til hospitalet. Kort efter blev hun erklæret hjernedød og lå i respirator.

Situationen virkede helt absurd, og den så hurtigt dyster ud. De fire søskende var samlet på hospitalet på det, der ellers var en helt almindelig dag i august.

- Der var en kæmpe brand i Aalborg den dag, og alles alarmer på telefonen begyndte at ringe. Og vi sad bare inde til det der møde imens. Det betød ingenting, fortæller hun i dette afsnit af podcasten ’Noget på hjerte’, hvor hun sammen med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris taler om at miste.

Da de blev spurgt, om der skulle slukkes for respiratoren, var de ikke i tvivl. Det hele var sket så pludseligt. Fra den ene dag til den anden var hendes mor død, og Dina Christiansen så sin verden brase sammen.

Mor og datter mod verden

Dina Christiansen havde et tæt forhold til sin mor. Hendes søskende er en del ældre end hende og flyttede hjemmefra, da hun stadig var helt lille. Hun er efternøleren, der fulgte moren i tykt og tyndt.

- Det var bare hende og jeg mod verden, fortæller hun om sit forhold til moren.

Hun har aldrig haft den store kontakt til sin far. Forældrene blev skilt, da hun var tre måneder gammel, og hun så ham kun ganske lidt. Så da Dina Christiansen mistede sin mor, føltes det, som om hun blev forældreløs.

Hun flyttede hjem til sin søster i den første stykke tid. Det hjalp at være sammen med familie, men det var også svært at være sammen med en, der “også var ked af det hele tiden”, fortæller hun.

Så hun sørgede for stadig at komme udenfor og tage til forelæsning, selv om hendes verden på mange måder føltes, som om den var gået i stå.

Dét bider psykolog Neela Maria Sris mærke i.

- Det synes jeg er enormt flot, at du i sådan en svær situation alligevel har kunnet lytte til dig selv. Der kan komme mange input udefra omkring, hvad der er den rigtige måde at sørge på, og i hvilket tempo man skal gå, siger hun.

Dina Christiansen fortæller da også, at der var en lille del af hende, der følte en vis skam over ikke at sidde derhjemme og græde hele tiden. At hun måske burde sørge lidt mere.

- Jeg har helt klart haft en følelse af, at jeg er lidt for hurtigt videre. Sådan, giver jeg mig ikke tid nok til at sørge? Burde jeg være lidt mere ked af det og sidde derhjemme, fortæller hun.

Dét dilemma har Neela Maria Sris hørt mange gange, siger hun og understreger, at det er helt normalt at have det sådan – og at sorgprocesser er meget individuelle.

Jaloux og til besvær

Dina Christiansens venner reagerede lidt forskelligt på nyheden om, at hendes mor var død. Nogle havde nemt ved at spørge ind til sorgen, mens andre havde det sværere. Det hjalp dog altid, at vennerne spurgte ind til det frem for at ignorere emnet, fordi det var ubehageligt.

Da der var gået et års tid, og den værste sorg havde lagt sig, opdagede Dina Christiansen også en ny og ubehagelig følelse, når hun kiggede rundt på sine venner: Jalousi.

- Når jeg så, at mine venner pludselig var hjemme hos deres forældre, kunne jeg godt få det lidt sådan: Okay, det kan jeg jo ikke. Og så de små praktiske ting – nu har jeg for eksempel nogle gardiner, der skal hænges op – og førhen ville jeg bare have ringet til min mor. Der kan jeg godt føle mig meget alene, fortæller hun.

Dét forstår både Neela Maria Sris og vært Ida-Sophia godt.

- Jeg synes, det er ekstremt berettiget at være vred. Nogle ting er bare uforklarlige og pisse nederen og lorteagtige. Og det er jo sådan, det føles, når man mister nogen, som er ens menneske. Og når man så sidder tilbage og ikke kan få sine fucking gardiner hængt op, så er det jo klart, at man får en masse frustrerende følelser, siger Ida-Sophia.

Hvis Dina Christiansen skal bruge noget “voksenhjælp”, må hun spørge i et “led længere ude”, fortæller hun. Og der kan det i stedet være en følelse af ikke at være til besvær, der melder sig på.

- Men man burde slet ikke skamme sig eller føle sig til besvær. De fleste mennesker vil rigtig gerne hjælpe, især ens familie, siger hun.

Et manglende livsvidne

Selv om det i dag er to år siden, Dina Christiansens mor døde, tænker hun på hende ofte. Især, når der sker store ting i hendes liv.

- Her i sommer, da jeg blev færdiguddannet, kommer det jo frem. Altså, sådan: Hvor ville jeg bare ønske, at min mor kunne se, hvad der skete i mit liv, fortæller hun.

Hun føler, at hun mister sin mor igen, hver gang der er en stor begivenhed, der finder sted. Sorgen pendulerer frem og tilbage. Nogle gange er den lidt til stede, andre gange meget.

Når følelsen af sorg dukker op, prøver hun at acceptere den. Hun ringer ofte til sine søskende, der kan genkende det, hun fortæller.

Hun er også begyndt at tale med sine veninder om, at hun godt kan få et stik af jalousi over, at de har deres forældre. Det hjælper en hel del, og de tager godt imod det.

- Det er ikke altid nemt. Det er det overhovedet ikke. Det er kun mine allertætteste veninder, jeg kan gøre det med, fortæller hun.

Det er gået op for hende, at der ikke er noget at skamme sig over, når det kommer til sorg. Det er en kompleks og individuel proces, der er forskellig fra person til person.