Studiestress: Jeg følte, at jeg var der på en løgn

Da Johanne Møller sidder ved spisebordet med sin familie og fejrer juleaften i 2023, er det med en enorm udmattelse i både krop og sind. Julefreden dette år er kun til låns, da hun på daværende tidspunkt var mellem to eksamener på det første semester af medicinstudiet.

Den første af to eksamener over julen var heldigvis overstået, men da Johanne Møller et par dage inden juleaften sad med sine studievenner og kiggede svararket igennem, kunne hun godt se, at der ikke var nogen garanti for at hun ville bestå.

Bekymringerne, som ellers fyldte nok i hendes hoved, satte sig også i kroppen på hende, da hun under julemiddagen fik et slemt hold i ryggen, der fuldstændig smadrede hendes jul.

- Jeg kan huske, at vi sad ved julebordet, og jeg skulle række min lillebror en skål kartofler, og så var der bare noget i min ryg der sagde klik. Jeg begyndte at græde for det gjorde bare så ondt. Jeg følte, at det var så invaliderende, for jeg kunne ikke sidde eller ligge, og jeg sov dårligt om natten, fortæller Johanne Møller.

- Jeg vågnede også om natten med hjertebanken over eksamen, og følte mig som den dårligste i verden, fordi jeg muligvis havde dumpet, fortsætter hun.

Selvom den i dag 23-årige Johanne Møller havde noget nemmere ved undervisningen i hendes gymnasietid, fik hun hurtigt lært, at hun skulle kæmpe hårdt for følge med på medicinstudiet. Derfor blev hun også hængende til undervisningen så længe som muligt, selv når hendes krop sagde fra overfor presset.

Selv med så slemme synsforstyrrelser, at hun ikke engang kunne se tavlen, blev hun hængende til undervisningen, indtil hendes veninde beordrede hende at tage hjem.

- Jeg blev virkelig bange og endte med at tage hjem, fordi en af mine veninder insisterede på det. Ellers tror jeg, at jeg var blevet der, for man blev der jo bare. Man pressede jo bare på, beretter Johanne Møller.

Alarmklokkerne blinker

Synsforstyrrelserne var ikke de eneste alarmklokker der blinkede i Johanne Møllers krop. Under hele hendes første eksamensperiode i december måned oplevede hun nemlig en uro i sin krop, som hun ikke anede, havde noget med medicinstudiet at gøre.

- Det var ikke fordi jeg selv var bevidst over, at der var en kobling imellem, at jeg var presset og at min krop havde det megadårligt. Jeg oplevede at have mavepine hver dag. Jeg kom hjem fra skole og så var min mave helt oppustet og hård. Jeg havde mareridtsagtige drømme, fortæller Johanne Møller, der efterfølgende har søgt professionel hjælp til, hvordan hun skal håndtere sin studiestress.

- Jeg har også snakket med min psykolog om, at det var da helt sikkert min underbevidsthed, der prøvede at fortælle mig; stop, stop, stop, det er ikke normalt det her, siger hun.

Selvom Johanne Møller er blevet klogere nu, så var virkeligheden stadig en anden efter hendes hektiske juleferie, hvor der stadig var endnu en prøve, der stod for døren, før det første semester på medicinstudiet var overstået. Men dagen før hun skulle tage hul på den næste eksamen, fik hun karakter for den første – og det gjorde hendes venner også.

- Jeg sad i medicinerhuset i et fælleslokale, hvor vi alle sad og skulle kigge på de der svar, og så stod der 00 på min, og på de andres stod der 7 og 10 og 12, fortæller Johanne Møller.

Hun vidste, at hun havde haft det så meget sværere under sit første semester end alle hendes venner, og hun vidste, at det havde været meget hårdere for hende at dumpe, end det havde været for dem at bestå. Følelsen af uretfærdighed inde i Johanne Møller fremprovokerede en vrede, som hun bare måtte komme ud med.

Først måtte hun dog slippe væk fra sine venner, der alle kunne glæde sig over, at deres næste eksamen også ville blive den sidste inden de kunne holde vinterferie. Derfor besluttede hun sig for at gå ud og ringe til sin far, og da hun fik fat i ham, brød hun sammen.

- I morgen, når vi er færdige med eksamen, skal jeg jo læse videre, for jeg skal til reeksamen, og de andre har bare ferie, hulkede hun til sin far i telefonen.

- Jeg kan ikke mere, fortalte hun ham.

Fest og fyrværkeri

Det var et vigtigt skridt på vejen for Johanne Møller at involvere sine forældre. Hendes mor, der mange gange havde prøvet at trænge igennem, havde nemlig lige så mange gange måtte opgive efter at få den samme besked hver gang hun forsøgte.

- Mor, der er ikke noget du kan sige, der kan gøre mig glad. Det eneste der vil gøre mig glad, det er at bestå, havde Johanne Møller flere gange fortalt hende.

- Mine forældre kunne jo godt mærke på mig, at jeg var ked af det, men de havde også svært ved at hjælpe mig. Jeg tror også jeg var svær at hjælpe, indrømmer hun.

På trods af at være både mentalt presset, fysisk svækket og enormt skuffet over, at dumpe sin første eksamen, besluttede Johanne Møller sig alligevel for at tage til semesterets sidste eksamen.

Men da eksamensvagterne meddelte at tiden var gået, gentog historien sig. Grundet det som Johanne Møller i dag beskriver som en bragende eksamensangst, brød hun endnu engang fuldstændig sammen, da det hele var overstået. Heldigvis blev hun hentet af sin far ude foran eksamenslokalet, men selv her, blev der sat en stor fed streg under kontrasterne i hendes liv.

- Da vi kom ud, stod alle vores tutorer og fyrede fyrværkeri af, for nu var vi jo færdige med første semester. Imens de andre gjorde sig klar til fest, kunne jeg jo så bare gå hjem og sove og læse videre, beretter Johanne Møller, som ellers startede sit studieliv som en stor del af festen.

Imposter syndrom

Da hun startede på medicinstudiet følte hun sig nemlig hurtig tilpas, og eftersom hun aldrig havde været i tvivl om, at hun ville læse medicin, nød hun også, at man var så intenst sammen i starten, men da hun begyndte at arbejde med sin første læsegruppe, ændrede hendes syn på studiet sig også. Selvom Johanne Møller havde følt sig som en af de fagligt bedste i gymnasiet, beskriver hun sine tid med læsegruppen som noget helt andet.

- Jeg følte, at jeg var der lidt på en løgn. Jeg kunne godt tale med på de ting vi lavede, og mit niveau var ligesom de andres, men det føltes bare lidt off, fortæller hun om den første tid på studiet, hvor hun også følte sig præget af ’ imposter syndrom’.

Følelsen af ikke at passe ind, gjorde også at Johanne Møller begyndte at holde sig tilbage i undervisningen. Hun stoppede med at række hånden op og stille spørgsmål, fordi hun blev usikker på sig selv, og ifølge Neela Maria Sris, der er medvært og psykolog i podcasten ’Noget på hjerte’, som Johanne Møller gæster, er det en følelse, som mange unge går rundt med.

- For nogen er det noget præstationsangst, for nogen kan det være en del af noget socialangst, sådan en overopmærksomhed på om nu andre tænker noget negativt om en. Lige meget hvad, er det jo noget der begrænser ens hverdag helt vildt meget, og for nogen også vedligeholder en dårlig selvtillid fordi man ikke får bekræftet, at man kan sige noget fornuftigt, forklarer psykolog Neela Maria Sris.

Johanne Møller nikker genkendende til de ord, som Neela sætter på det hun selv har oplevet, hvorefter hun afslører, den strategi hun benyttede sig af, for stadig at kunne føle sig som en del af fællesskabet, selvom hun var bagud på det faglige.

- Jeg måtte være den bedste på nogle andre punkter. Være den fedeste eller sjoveste, eller hende, der altid var klar på at tage med i bar. Det kan godt være jeg ikke var den bedste på universitetet, men i det mindste var jeg så den der altid var der til sociale arrangementer, siger hun.

Stress så det brager

Efter sin reeksamen besluttede Johanne Møller sig derfor også for at tage med sine studiekammerater på den planlagte skiferie i vinterferien, og også her var eksamenerne svære at slippe. Endnu en gang stod kroppen af, og derfor var den lange bustur hjem også præget af bragende feber og lungebetændelse.

Da hun endelig kom hjem, ventede svarene fra både hendes eksamen og reeksamen, og det sidste hun kunne overskue var at dumpe igen. Men det gjorde hun, og efter endnu en snak med hendes familie vidste hun, at hun måtte række ud efter hjælp.

- Så tog jeg til studievejledning, fortalte om mine symptomer den sidste måned og bad om hjælp, fortæller Johanne Møller, og gentager hvad hun sagde til sin vejleder:

Jeg sover ikke om natten, jeg har hjertebanken og jeg sover dårligt, fortalte hun sin vejleder som anbefalede hende på det stærkeste at tage til lægen. Også her var meldingen klar.

- Du har jo stress så det brager, og du skal sygemelde dig nu fra dags dato, fortalte lægen hende.

Selvom beskeden kom som et stort chok for Johanne Møller, gik hun under sin månedlange sygemelding stadig til studievejledningen for at lægge en plan for sit videre studie. Hendes drøm om at læse medicin skulle ikke ødelægges bare fordi, hun havde fået en dårlig start, så derfor besluttede hun sig for at tage fagene om, selvom det betød, at hun nu var et semester bag alle sine venner.

- Jeg følte bare virkelig, at jeg ikke var lige så god, fordi jeg ikke kunne følge med dem og præstere på samme måde, fortæller hun.

På trods af den fortsatte usikkerhed samlede Johanne Møller sig selv og gik sammen med en ny studiegruppe om at skabe det bedste udgangspunkt for de eksamener, som før havde taget så hårdt på hendes fysiske og mentale helbred.

Men denne gang var det glædeståre, der trillede ned ad kinderne på hende, da hun sammen med sine forældre kunne læse på karakterbladet, at hun havde fået 02 i begge fag.

- Jeg har aldrig i mit liv været så glad for en karakter. Vi hoppede og skreg og dansede, og jeg hulkede! Jeg gjorde det, lyder det højlydt fra Johanne Møller.