Tabet af veninde: ”Jeg var så meget i chok, at jeg ikke kunne genkende gaden, jeg stod på”

- Jeg er på arbejde en sommerdag, og pludselig ringer min veninde. Hun græder, og jeg kan mærke på hende, at der er et eller andet helt galt. Hun kan ikke få vejret, og det lyder som om, at hun snakker gennem et håndklæde. Så siger hun, at Nanna er død.

Sine Raskov mistede for to år siden en af sine tætteste veninder i en tragisk ulykke. Den dag startede ellers som en helt normal arbejdsdag i den tøjbutik, hvor hun var ansat i sit sabbatår, fortæller hun.

- Og så sortner det. Jeg falder ned på knæene, jeg kan ikke mærke mig selv, husker Sine Raskov, der heldigvis havde en god kollega i nærheden, som beordrede hende til at tage hjem.

Efter at være kommet til sig selv, forlader Sine Raskov tøjbutikken og træder ud på den gade, hun få timer forinden var kommet gående af. Hun sætter sig ned på trappen foran tøjbutikken, og pludselig aner hun ikke, hvor hun er.

- Du bliver nødt til at komme og hente mig, jeg ved ikke, hvor jeg er, siger Sine Raskov til sin kæreste over telefonen, da hun ringer til ham, for at dele den tragiske nyhed med ham. Hun husker at i det øjeblik er hun så meget i chok, at hun ikke kan kende den gade hun har arbejdet på i halvandet år.

Palle alene i verden

Sine Raskov er i dag 22 år, og er netop gået i gang med det andet år af sin bachelor i biologi på Københavns Universitet. Hun er født og opvokset i Hellerup, men da hun skulle starte på gymnasiet i 2019, valgte hun et sted, hvor hun ikke kendte én eneste af de andre elever, og derfor husker hun også tydeligt sin første dag.

- Jeg var Palle alene i verden. Jeg havde ingen bekendte fra folkeskolen eller venskaber rundt om, som startede det samme sted som mig,

Men heldigvis mødte hun Nanna, som var i samme båd.

- Nogle gange kan man bare se på folk, at vi to, vi skal være venner, tilføjer Sine Raskov.

De to finder hurtigt ud af, at de har samme faglige interesse, og de ender også i samme klasse, da de begge gerne vil læse biokemi. Der gik ikke lang tid før de blev hinandens tætteste veninder, og det var de hele gymnasiet igennem.

- Nanna var enormt ydmyg. Hun var altid med på sjov og ballade, og vi skulle altid alle mulige mærkelige ting, fordi hun synes det kunne være en fed historie, husker hun og citerer Nanna:

- Tænk engang, når vi bliver 27 år og vi kan fortælle at vi har gjort det her? Det er da så grineren!

Check-in

De tre år på gymnasiet flyver afsted, og de to veninder deler hinandens op- og nedture alt imens de er nærmest uadskillelige.

Nanna havde en veninde fra en af klasserne over dem, som også nogle gange valgte sin gymnasieklasse fra, fortæller Sine Raskov. Selvom Nanna stadig var med, da de et par dage senere var ude og køre studentervogn, så husker Sine Raskov også, hvordan hun og Nanna begyndte at glide lidt væk fra hinanden i perioden efter deres studentertid.

Faktisk går der et lille år, hvor de slet ikke har haft kontakt til hinanden, men efter at Nanna sender en fødselsdagshilsen til Sine Raskov, beslutter de to sig for at checke ind med hinanden igen på en af de første sommerdage i 2022.

- Vi går en seks timer lang tur, og hun fortalte om, at hun skulle med sin veninde til Vietnam og Bali, og at hendes familie ville komme og besøge hende, fortæller Sine Raskov, der også husker, hvordan hun selv fik lyst til at tage ud og rejse med sin gamle veninde i det øjeblik.

Da dagen går på hæld, aftaler de to, at de skal nå at ses igen, inden Nanna rejser til Vietnam. Det lykkedes dog ikke, og derfor blev det også sidste gang, at Sine Raskov så en af sine tætteste veninder gennem livet.

Bar Street

Sommeren går, og imens Nanna er ude at rejse arbejder Sine Raskov, for at få råd til at gøre det samme. Men pludselig finder hun sig selv i dyb sorg på trappen foran sit arbejde.

- Jeg kan huske, at jeg lå i fosterstilling i 24 timer og græd som en kvinde, der lige havde mistet sin baby, fortæller hun om døgnet efter, at hendes kæreste havde kommet og hentet hende på den gade hun ikke længere kunne genkende.

Sine Raskov lærer i de efterfølgende dage, at Nanna havde festet med sin veninde i Vietnam på en smal gade med tætpakkede barer på hver side, da de to havde besluttet sig for at køre sammen hjem på en knallert.

Knallerten brager ind i en parkeret bil, og selvom veninden ikke kommer slemt til skade, var skæbnen en anden for Nanna.

- Hun falder af, og hendes hoved rammer ned i kantstenen, og hun dør på stedet. Der er ikke noget at gøre, hun er bare død, fortæller Sine Raskov, der i dagene efter havde svært ved at forstå, at hun aldrig ville komme til at se sin veninde igen.

- Det er jo en person du aldrig nogensinde kommer til at sige undskyld til igen, eller snakke med, eller bare ringe til. Altså de er væk væk, siger hun.

Sine Raskov husker især at hun det første døgn efter at have fået nyheden om Nanna, var fuldstændig overvældet af sorgen. Hun kunne slet ikke finde en balance i sine egne følelser.

- De der 24 timer efter er bare sorte og våde. Det var bare så mærkeligt, fordi man har også de der breaks mellem, at man græder, hvor man lige glemmer det et kort øjeblik… og så rammer det bare en igen, husker hun.

Den følelse er dog helt almindelig, bekræfter medvært og psykolog, Neela Maria Sris, i forbindelse med podcasten ‘Noget På Hjerte?’, som tager en snak med unge, om en svær periode af deres liv, for at hjælpe dem, der måske går igennem noget lignende.

- Det er ret kendt for sorgreaktioner, at man pendler frem og tilbage. Man er gået væk fra at tænke sorg i faser. Nu tænker man lidt mere i, at man er fuldstændig opslugt af sorgen. Man kan ingenting, og er grædende og handlingslammet, og så lige pludselig, så lysner det. Så falder man tilbage igen, og sådan pendulerer man frem og tilbage, beretter Neela Maria Sris, der også understreger, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at sørge på.

Kærligheden består

I dag er det lidt over to år siden, at Sine Raskov mistede den veninde, som havde været hendes allertætteste gennem den definerende gymnasietid

To år kan virke meget langt væk for nogen, men for Sine Raskov føles det stadig tæt på. Hun er stadig i sorg, men nu har hun lært, at det også er helt okay.

- Man må godt sørge over sine mistede, og også den kærlighed man sidder tilbage med, der ikke rigtig kommer nogle vegne. Den er jo så sårbar og så øm, og lige præcis den person man gerne vil give den til er her ikke mere, siger hun.

Det at miste Nanna har voldet Sine Raskov meget smerte over de sidste par år, men det har også ændret hendes eget perspektiv på livet. Hun ville ønske at hun stadig kunne dele livet med sin bedste veninde fra gymnasiet, men hun er også glad for de ting, hun stadig selv kan udleve for dem begge, fortæller Sine Raskov.

- Selvom det har været så trist og melankolsk, så har det også lidt givet mig en livsglæde, fordi jeg føler mig så heldig over, at jeg får lov til at leve videre og så også gøre det for Nanna.