Lena lider af stressinkontinens: ”Jeg kunne alt, i hvert fald i andres øjne, men jeg tissede i bukserne”

Da Lena Vorgaard og hendes daværende mand ville have barn nummer to, kunne hun ikke blive gravid. Hun havde meget forstoppelse og svært ved at holde på vandet, især op til hendes menstruation. På en løbetur bemærkede hendes daværende mand, at hun havde tis ned ad benene. Hun kunne ikke selv mærke det.

Hun opsøgte derfor en læge, som konstaterede, at hun havde muskelknuder i livmoderen på 11 centimeter.

”Det svarer til, at man hele tiden er en smule kronisk gravid, men da jeg fik fjernet muskelknuderne, forsvandt det, og jeg var faktisk helt normal igen.”

Lena Vorgaard blev derefter gravid med sit andet barn og kort tid efter sit tredje barn. Men forholdet mellem hende og hendes mand holdt ikke, og ud over det pres, der kom med at være gravid, blev Lena Vorgaard nu også presset til at finde ny lejlighed og være alenemor meget af tiden.

Hun fandt dog overskud gennem træning. Tre måneder inde i graviditeten begyndte hun at løbe, og hun følte sig fysisk fantastisk tilpas i sin krop. Der var bare det problem, at hun havde ufrivillig vandladning, når hun trænede.

”Jeg var i super form, og jeg var mega stærk. Jeg kunne alt, i hvert fald i andres øjne, men jeg tissede i bukserne. Jeg undskyldte det med, at jeg var gravid, og der var tyngde på min livmoder. Jeg troede egentlig, at det var naturligt.”

Den ufrivillige vandladning skyldtes dog stressinkontinens. Denne tilstand sætter podcasten ’Det du ikke kan se’ nu fokus på. Det er også her urolog ved Herlev Hospital Niels Klarsgaard forklarer, at stressinkontinens er noget, alle kan få, men hyppigst ses hos kvinder. Faktisk lider cirka 16 procent af alle kvinder i alderen 40-60 år af inkontinens.

Flest kvinder lider af det

”Inkontinens bliver hyppigere med alderen, specielt når man har født. Der er en del forskellige typer af inkontinens, men den hyppigste hos kvinder kaldes stresskontinent. Det er et dårligt ord, for det har ikke noget at gøre med stress i hovedet. Det er en belastning på blæren, der gør, at urinen ryger ud.”

Det var for det meste, når Lena Vorgaard trænede, at hun oplevede ufrivillig vandladning, og ifølge Niels Klarsgaard er det også det generelle billede, han ser i sit arbejde med stressinkontinens.

”Vi møder mange kvinder, som har oplevelser af, at det er specielle situationer, som gør, at de får inkontinens. Der er en del, der oplever, at det har en relation til deres menstruationscyklus, uden at vi kan forklare hvorfor. Det kan også hænge sammen med, at man er meget fysisk aktiv, hvor man vil opleve inkontinens mere, end hvis man er mere stillesiddende.”

Lena Vorgaard skubbede det faktum, at hun tissede i bukserne til side. Bruddet mellem hende og hendes mand gjorde, at hun ikke havde tid til at stoppe op. Børnenes behov kom først.

”Selvom jeg stod overfor en skilsmisse, så følte jeg faktisk, at jeg havde styr på alting. Men jeg var max presset i min krop. Hele nervesystemet har været i alarmberedskab, men det måtte jeg lægge en dæmper på, for alt handler om overlevelse, når man har børn.”

Til sidst vænnede Lene Vorgaard sig til at tisse i bukserne. Hun havde altid et tykt bind på, inden hun bevægede sig ud ad døren, og efter fødslen oplevede hun, at det ikke længere kun var under træning at inkontinensen var et problem.

Jeg kunne alt, i hvert fald i andres øjne, men jeg tissede i bukserne.

Hun husker især en ferie til Dubai med sine børn, hvor hun tissede i bukserne bare ved et nys.

”Jeg nyser, og så kan jeg mærke, at der kommer en ordentlig skyller, som går lige gennem tøjet. Jeg har en nederdel på, og der er helt vådt under mig. Det var en utrolig pinlig oplevelse. Jeg lagde faktisk ikke mærke til, at der var nogen mennesker omkring mig. Jeg følte, at jeg var alene på pladsen i Dubai. Jeg skynder mig at tage mine børn og vores is og gå videre ned på stranden. Væk fra alt det her.”

Ingen kontrol

Efter hændelsen blev Lene Vorgaard nervøs. Hun kunne godt se, at der ikke længere kun var tale om en smule tis, når hun dyrkede sport. Hun havde ikke længere kontrol over sin krop, så hun begyndte at pakke sig ind i bind i tilfælde af, at det skulle gå galt. Hun forsatte dog med at gøre de ting, hun plejede og havde lyst til, men hun holdt sit inkontinensproblem for sig selv.

”Jeg gik bare ned og købte Always Ultra natbind, fordi det var noget, der hørte til menstruerende kvinder. Jeg kunne lige så godt have købt Tena (voksenbleer red.), men jeg har altid syntes, at det var noget, der hørte til ældre mennesker. Sådan var jeg ikke, syntes jeg.”

Lena Vorgaard følte, at hendes inkontinensproblem var skamfuldt. Hun følte ikke, det var noget, hun behøvede at involvere andre i, og hun googlede heller ikke sine symptomer. Hun ville gerne have kontrol over situationen, før hun begyndte dele historien med andre. Men efter en deltagelse i Københavns halvmaraton indså hun, at hun blev nødt til at fortælle om sin situation.

”Det var de første kilometer, da der begyndte at komme hop og spring på bækkenbunden, at det begyndte at sive. Bindet var fyldt op allerede fra start. Da jeg kom hjem og skulle have tøjet af, så var bindet smuldret. Det var fuldstændig tisset igennem. Der var nærmest ikke noget bind tilbage.”

Lena Vorgaard besluttede sig for at kontakte sin læge, som henviste hende til Hvidovre Hospital. Her blev hun undersøgt og scannet, men der var ikke noget at se. Hun fik derfor et vandladningsskema, som hun skulle udfylde, og nogle bind, hun skulle bruge, når hun var ude og løbe, så lægerne kunne se, hvor meget der faktisk kom ud. Og det viste sig at være rigtig meget. Hun blev også sendt til en fysioterapeut, som skulle hjælpe med knibeøvelser.

”Vi lavede nogle forskellige knibeøvelser. Jeg synes, det blev bedre i min hverdag, så når jeg kunne mærke, at der var et host på vej, kunne jeg nå at aktivere min bækkenbund.”

Men knibeøvelserne var ikke nok til at holde vandet tilbage. Det var godt nok blevet bedre i hverdagen, men under træning havde Lena Vorgaard stadig problemer med at holde på vandet, og en læge anbefalede hende derfor at blive opereret.

”Stressinkontinens behandler man ved at øge støtten til urinrøret. Urinrøret løber gennem bækkenbunden, og derfor er det rigtig godt at lave bækkenbundstræning. Af de kvinder som har været så inkontinente, at de bliver henvist til en læge, vil en tredjedel af kvinderne faktisk blive tilfredse med tilstanden efter bækkenbundstræning. Men det er vigtigt at sige, at nogle aldrig vil komme i mål med bækkenbundstræning, lige meget hvor godt de træner. Hos nogle er det simpelthen en muskelskade, der ligger til grund. De vil så gå videre til yderligere behandling, og der kan man ende med at operere,” forklarer Niels Klarsgaard.

Lena Vorgaard takkede ja til operationen og fik i mellemtiden nyt job hos et træningssted med fokus på åndedræt og korrekt kropsholdning. Her gik det op for hende, hvor stor effekt naturlig vejrtrækning har for bækkenbunden og de omkringliggende muskler.

Det var fuldstændig tisset igennem. Der var nærmest ikke noget bind tilbage.

Tilbage på trampolin

Med disse øvelser og en veloverstået operation er hun i dag næsten helt fri fra inkontinens.

”Jeg kan hoppe og springe. Jeg kan hoppe på trampolin med mine børn. Jeg skal ikke gøre det, mens jeg laver englehop – benene ud til siden og hoppe har jeg stadig svært ved, men jeg kan løbe, og jeg bruger ingen bind mere. I virkeligheden kan jeg alt. Jeg føler mig slet ikke usikker mere.”

I dag har Lena Vorsgaard det godt, men det har taget hende lang tid at nå til dertil. Især det at tale højt om problemet har været svært. Nu bruger hun som underviser sine oplevelser til at skabe opmærksomhed og til at åbne op for en samtale om inkontinens.

”I dag underviser jeg i træning og efterfødselstræning. Her starter vi altid med en kort præsentation af os alle sammen, og jeg starter med at fortælle en meget kort version af min historie. Jeg vil gerne fjerne tabu omkring ikke at kunne holde på vandet. Gøre det til noget, vi kan tale åbent om. Det er også en måde at skabe tryghed i rummet, for de sidder der med hver deres kroppe, hver deres baby og hver deres historie. At kunne tale lidt mere åbent om de her problematikker synes jeg er vigtigt, når man har et efterfødselsforløb, så det ikke kun handler om træning og at se perfekt ud, men også at få styr på alt det, der foregår indeni.”

Der er utrolig meget fokus på det ydre. Der er fokus på, at man skal have en flad mave og ikke at kunne holde på vandet er noget, der foregår indeni.

Niels Klarsgaard mener også, det er vigtigt, at det bliver normalt at tale om at gå til lægen ved inkontinens, så flere kan blive tilbudt den rigtige behandling. Han ser dog en positiv udvikling og oplever en stigende tendens til at kvinder opsøger læge, når de får symptomer.

”Den største konsekvens ved at gå med ubehandlet inkontinens er påvirkning af livskvaliteten. Det værste er nogle, som ikke tør finde en ny partner, fordi de ikke har lyst til at være intime. Der er også mange, som stopper med at gøre de ting, som de har lyst til, og andre er kede af, at de ikke kan lege med deres børn, som de har lyst til,” siger Niels Klarsgaard.

Det er Lena Vorsgaards forhåbning, at der vil komme en større åbenhed om stressinkontinens, så sygdommen i sidste ende kan blive aftabuiseret.

”Jeg tror, vi lever en verden i dag, hvor man gerne vil have kontrol over sin krop. Der er utrolig meget fokus på det ydre. Der er fokus på, at man skal have en flad mave og ikke at kunne holde på vandet er noget, der foregår indeni. Det er en lidelse, som ingen andre kan se. Så det er meget privat. Det er lige så privat som at gå på toilettet, og de oplevelser deler man heller ikke med nogen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi taler mere åbent om ikke at kunne holde på vandet. For det er en lidelse, der måske kan gøres noget ved, og det er noget, der rammer rigtig mange. Det behøver ikke kun være, fordi man har født.”