Ordblindhed: Carina fyldte 30 før hun fik den rigtige hjælp

”Jeg tror nok, du er mindre begavet.”

Det er en helt almindelig skolehjemsamtale i fjerde klasse, men ordene, læreren siger, brænder sig fast i Carina for altid.

”Man har sine forældre med, og jeg kan bare huske min mors ansigtsudtryk. Det glemmer jeg aldrig. Hun havde selvfølgelig set, at jeg havde det sværere ved nogle ting end andre børn – men ligefrem mindre begavet?”

Carina gør alt, hvad hun kan for at skjule sine vanskeligheder med ordene i skolen. Hun øver små tekststykker igen og igen, så hun er klar, når læreren beder hende læse højt for de andre elever. Nogle gange bliver hun så bange, at hun er nødt til at flygte til toilettet, inden det bliver hendes tur, og mavepinen er en fast følgesvend i timerne.

”De første mange år i folkeskolen brugte jeg på at være ked af det og gå langs panelerne. Hvis læreren sagde, jeg var mindre begavet, så måtte det jo være rigtigt.”

”En almindelig myte er, at ordblindhed har noget med intelligens at gør. Det er absolut ikke sandt - der er ingen kobling overhovedet. Det er en medfødt tilstand, hvor man har svært ved at koble lyd og bogstav i det rette tempo. Afkodningen af skriftsproget tager enormt meget energi”, fortæller Marie Wolter Bertelsen, som er ekspert i ordblindhed.

En ny start tænder et lys

Carinas selvtillid bliver langsomt ødelagt af besværet i skolen, men på mellemtrinnet tager tingene en afgørende drejning. Hun bliver indskrevet på en Rudolf Steiner-skole og får et andet billede af, hvad skolegang kan være.

”Jeg troede for første gang på, at jeg kunne blive god til noget. Jeg begyndte at læse så godt jeg kunne, og det gav mig mere selvtillid og et større ordforråd at komme i gang.”

Selvom Carina virkelig prøver, har hun stadig svært ved at gå i skole. Hendes mor leder desperat efter hjælp, og Carina bliver sendt i mange alternative retninger. Efter en speciel test får hun endda at vide, at hendes vanskeligheder med ord skyldes en skæv hofteskål.

”På det her tidspunkt er vi rimelig desperate, mig og min mor. Du kunne bilde mig hvad som helst ind. Ny lever, ny nyre eller hvad ved jeg.”

Carina bliver sendt til kiropraktor, men hendes hofteskål fejler intet. Hun begynder i stedet til privatundervisning og lykkes for første gang med at forstå noget, der bliver afgørende for hendes læse- og skrivefærdigheder.

“Underviseren havde printet fysiske ord ud og klippet dem i stykker. Ordet mærkelig blev til mær-ke-lig. Jeg havde aldrig forstået før, hvad det betød, når man blev bedt om at dele et ord op. Det satte sig fast.”

At starte forfra som voksen

Carina kæmper sig igennem skolesystemet efter bedste evne, men det er først som 30-årig, hun får den rigtige hjælp. Af nysgerrighed deltager hun i et forløb for ordblinde, og de bange følelser fra barndommen vender tilbage.

”Det sværeste ved at gå til undervisning er at gå over dørtrinnet. Det føles som et kæmpe bjerg, man skal bestige. Man skal ind og gøre noget, man ved, man ikke kan.”

Carina er chokeret, da undervisningen konfronterer hende med, at hun stadig mangler de helt basale færdigheder, man lærer i børnehaveklassen.

”Jeg var 34 år, og de spurgte mig: Kan du bogstavernes lyde? Jeg sagde ja, selvfølgelig – men det kunne jeg bare ikke, viste det sig”

Carina er altså nødt til at starte helt forfra, men den rette undervisning giver hende endelig de redskaber og strategier, der gør det muligt at knække koden. Samtidig får hun også den vigtigste viden – at hendes udfordringer ikke skyldes, at hun er mindre begavet.

Hjælp at hente

Marie Wolter Bertelsen fortæller: ”Der findes afsindig meget hjælp til ordblinde. For eksempel studiebøger med lyd, som er en vigtig støtte til afkodning af tekst. Det nyeste nye er AI, som også kan hjælpe med tekstforståelse. Det handler om at være god til at bruge teknologien”

Udfordringer som forælder

Da Carina bliver mor, oplever hun begrænsningerne ved sin ordblindhed på ny.

”Pludselig vil man gerne tage hensyn til børnenes behov. Man hører jo, at højtlæsning er noget af det bedste for dem. Det er her, at de lærer at danne eventyr i hovedet og udvikle et ordforråd”

Men Carina er nogle gange nødt til at opfinde sit eget ord i eventyrbogen, når hun ikke kan afkode, hvad der i virkeligheden står. Nu er hendes ældste datter gammel nok til at se, at Carina læser forkert – men det stopper hende ikke.

”Jeg kunne selvfølgelig bare overlade højtlæsningen til min mand, men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke snydes for den hyggestund, jeg får med mine børn.”

Carina og børnene kan heldigvis grine af de små læsefejl. Men i andre sammenhænge kan hun stadig blive ked af sine vanskeligheder og frygte, at vigtige ting går tabt.

”Jeg sidder med en usikkerhed, når jeg sender noget afsted på Aula. Det er mine børn det handler om, så jeg skal jo være sikker på, at beskeden bliver forstået rigtigt og bliver taget alvorligt i den anden ende.”

Heldigvis er Carina kommet så langt, at hverdagens udfordringer ikke styrer hendes humør eller ødelægger hendes selvtillid som før. Som næstformand i Ordblindeforeningen arbejder hun for, at børn og voksne som hende selv ikke skal føle sig forkerte, selvom de lærer anderledes.

”Det er ikke en falliterklæring at have en diagnose. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan leve mit liv som ordblind – jeg skal bare blive ved med at gøre de ting, jeg har lyst til, selvom jeg har det.”