Talblindhed: Jeg gik i mange år og tænkte, at jeg var forkert, dum og doven

Som så mange andre børn, sidder Nathali en dag i begyndelsen af sin skolegang med til en skole-hjemsamtale.

Den samtale skal vise sig at binde de første knuder i maven på hende. Matematiklæreren fortæller både Nathali og hendes forældre, at det kniber med at regne. Ikke fordi hun ikke kan lære det. Men fordi hun ikke vil.

Det bliver startskuddet til en lang skolegang med store udfordringer med både at følge med - og passe ind. Og selvom forældrene gør, hvad de kan for at hjælpe, bliver det ved med at være ubehageligt.

“Hver gang jeg havde lektier for, sad jeg ved spisebordet sammen med mine forældre, der prøvede at hjælpe mig, og det fungerede bare ikke. Jeg sad og græd, og til sidst gav jeg også bare lidt op på det. Og min mor tog også hen og sad med i en af matematiktimerne, bare for at se, hvad der gik galt ” fortæller Nathali i podcasten ‘Det, du ikke kan se’.

Nathalis forældre gør alt, hvad de kan for at hjælpe hende. På det tidspunkt er der ikke nogen, som kender til talblindhed, og derfor er der ikke nogen, der aner, hvad Nathali egentlig har brug for. Derfor bliver hun sendt til specialundervisning.

“Man skulle over i en bestemt bygning. Det var følelsen af walk of shame at komme der. Jeg følte bare, at alle kunne se, at jeg kom med mit lille penalhus og mine kladdehæfter, gående dér, over skolegården.”

Specialundervisningen knækker Nathali. Hun sidder sammen med elever fra 2. og 3. klasse, mens hun selv går i 7. klasse. De andre fanger hurtigt opgaverne, men hun sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn.

Nathalis mor har siden 1. klasse haft mistanke om sin datters talblindhed. Problemet, fortæller Nathali, er, at skolen ikke har undersøgt mulighederne for at tage en test hos dem. Det er først, da Nathali er i udskolingen, at mulighederne for at få en retvisende - omend uofficiel - test opstår.

Her får hun at vide, sort på hvidt, at hun er talblind.

Et nemmere liv som talblind

Endelig er der et bevis på, at Nathali hverken er dum eller doven.

“Det at lande i at finde ud af, at jeg var talblind, strækker sig over flere år. Det er ikke bare noget, der lige er der den ene dag, og så har du lært at acceptere, at det er der. For jeg har jo gået i rigtig mange år, altså næsten hele folkeskolen, og tænkt, at jeg er dum, og måske også lidt doven. Og jeg er forkert. Det får jeg i hvert fald at vide. Da jeg så får at vide, at jeg er talblind, så rammer den her lettelse, hvor jeg kan sige, at jeg ikke er dum og doven. Der er faktisk noget galt. Det er jeg enormt lettet over, og jeg taler også meget højt om det.”

Bent Lindhardt er lektor emeritus ved Professionsskolen Absalon og har arbejdet med matematik i rigtig mange år, i særdeleshed med elever med matematikvanskeligheder, herunder talblindhed. Han ser det som ret almindeligt at have svært ved matematik:

“Når jeg kommer rundt og snakker med børn, unge og voksne, så er der mange af dem, der ikke har særlig gode oplevelser knyttet til matematik. Så at have det svært i matematik, det er sådan et alment fænomen. Mange af de talblinde har det, der hedder et automatiseringsproblem. Altså det at fastholde tal, når de ser på det, og når de så skal genbruge det, så er det lidt væk. Det er svært at regne med tal. Selvom de arbejder utrolig hårdt med at finde procedurer og metoder for det, så sidder det ikke fast.“

Han fortæller også, at det ikke kun er i skolen, at det kan være et problem at være talblind:

”Vi har eksempler på nogen, som virkelig er dygtige sangere og gerne vil være korleder, som har store problemer med noder. Så det er vigtigt at sige, at det er altså ikke et psykologisk eller sociologisk eller et undervisningsmæssigt problem. Man hører ofte talblinde elever tale om, at de har svært ved at forstå tallene. Jeg tror, at ordet forstå ikke er rigtigt. Mange af de her talblinde personer, de ville sagtens kunne forstå en masse ting. Det, de ikke kan, det er at anvende.”

Det har også konsekvenser for Nathalis hverdag uden for skolen, at hun er talblind. I løbet af udskolingen skal hun sammen med resten af årgangen til Berlin i en uge. Her mærker hun, hvordan det kan være en udfordring at købe og betale for varer. Det er umuligt for hende at omregne euro til danske kroner, og hendes manglende forståelse for værdien af tal, gør det svært at vide om hun står med et godt tilbud i hænderne.

Heldigvis har Nathali en veninde, hendes bedste veninde fra børnehaven, som hun også går i folkeskole med:

“Hun vidste, at jeg havde svært ved matematik, og hun var ret god til matematik. Hun sætter sig på et tidspunkt i matematiktimen og siger, at nu sætter vi os sammen. Jeg ved ikke, om det var gruppearbejde, men hun har i hvert fald insisteret på, at nu sætter vi os sammen og hjælper mig. Det lykkedes hende ikke, men hun tog det bare stille og roligt, og hun sad og lavede sjov omkring det hele. Det der med at kunne sidde og grine omkring det, og hun prøvede virkelig at være pædagogisk også. Og den oplevelse står bare så stærkt i mine minder, tror jeg, fordi jeg lærte ikke noget, men det var en god oplevelse, for jeg fik også følelsen af at blive valgt til. For alle de andre år har jeg jo været vant til, lige så snart det havde noget med matematik at gøre, så blev jeg valgt fra.”

Nathali er sin veninde evigt taknemmelig, fordi den episode står som en lysende sol i hendes hukommelse, selvom hun godt ved at veninden sikkert slet ikke kan huske det selv.

Social angst i gymnasiet

Efter en folkeskoletid med nederlag og knuder i maven, starter Nathali i gymnasiet direkte efter 9. klasse i håbet om at bryde fri fra rollen som den dovne og dumme igen:

“Jeg kunne godt tænke mig, at folk ved fra start af ved, at det er det, der er galt. Så jeg bruger rigtig meget energi på at fortælle folk, at jeg er talblind, og hvad det indebærer.”

Men så starter udfordringerne i klasselokalet. Igen. Nathali vil gerne læse videre efter gymnasiet, men alt det, hun interesserer sig for, kræver at hun har gennemført matematik på B-niveau. Og da hun skal til mundtlig matematikeksamen på C-niveau, består hun lige nøjagtigt med en tilstrækkelig præstation.

02 står der nu på eksamenspapiret.

Og der vender bekymringen tilbage.

“Der har jeg været nede i det der hul og gravet lidt i følelsen af, at jeg ikke bliver til noget. Og derefter går det stille og roligt hen til, at talblindhed nærmest bliver min identitet. Altså dermed, at jeg er talblind, og jeg kan ikke blive til noget. Det er bare den, jeg er. Jeg blev nok alt for bevidst om mine udfordringer, fordi jeg havde sagt det højt så meget. Og så begynder hjernen at tro, “jamen så er det her jo bare den, du er”. Alt det, du ikke kan. I stedet for at fokusere på, hvad jeg faktisk kunne.”

I takt med at Nathali tænker over hendes manglende evner, udvikler hun det, hun kalder en form for social angst. Hun føler, at alle der ser på hende, ser, at hun er forkert. At hun ikke kan finde ud af noget.

En ny identitet

Nathalis studenterhue når knapt nok at trykke på hovedet, før hun starter et helt nyt liv som universitetsstuderende. Her drejer hun ad en af stierne længst væk fra matematik og starter på Dansk på Syddansk Universitet i Odense. At hun nu skal tælle mindre og tale mere, får tankerne helt væk fra den dæmon, regning har været gennem skoletiden.

“Det blev ikke længere noget med, at det skulle definere mig. Jeg fik det vendt rundt til at fokusere på de ting, jeg kunne finde ud af, og jeg fokuserede på det, jeg kunne finde ud af, og brugte min energi på det. Og landede i, at nogle dage kan det føles som om, det er det mest urimelige, at man er talblind, men det er bare sådan, det er. Og du kan nogle andre ting. Det har taget mange år at nå hertil, hvor jeg faktisk glemmer nogle gange, at jeg er talblind.”

I hverdagen rammer talblindheden nu på to måder: Selvfølgelig diagnosen, men især følelserne, der trækker lange tråde tilbage til opvæksten, sidder stadig i kroppen:

“Den bitterhed, den sidder jeg stadigvæk med, må jeg indrømme. Og jeg prøver da også at håndtere den, men den kommer da selvfølgelig op, når jeg så også taler om det, for så gennemlever man sådan lige det hele en gang til.”

I praksis påvirker talblindhed Nathali allerede fra tidligt om morgenen.

Hun har fået en kaffemaskine i julegave, som hun skal hælde mælk i, men hun har svært ved at afmåle, hvor meget mælk der skal i. Hun har svært ved at vurdere, hvor god tid hun skal være i, når hun skal til stationen, om der er benzin nok til både ud -og hjemturen, kiloprisen på dagligvarer - det er ironisk nok svært at sætte tal på, hvor mange udfordringer, der er i hverdagen. Men det er som om, at der er kommet et nyt syn på tingene:

“Jeg går meget op i at vælge mine kampe, og på forhånd sige, det der, det gider jeg ikke bruge min mentale energi på. Jeg gider ikke blive frustreret over det, for jeg ved, jeg kommer ikke til at forstå det alligevel. Så det er en helt anden mentalitet end i folkeskolen, hvor jeg jo begyndte at tude over det her”, fortæller Natalie.

En nemmere tilværelse i dag

Som så mange andre bruger Nathali ofte kunstig intelligens til at gøre sin hverdag nemmere. Hun får blandt andet hjælp til at vurdere, hvor lang tid hendes opgaver på arbejde kommer til at tage, eller hvor lang tid det tager at komme fra et sted til et andet. Men udfordringerne er der stadigvæk: “Det er jo ikke forsvundet, selvom jeg nogle gange glemmer, at de er der. Jeg tror bare, at det er blevet mere en del af normaliteten nu. Også i takt med, at jeg har fundet værktøjerne.”

Bent Lindhart er, ligesom Nathali, stor tilhænger af, at talblinde personer bruger alle de hjælpemidler, der findes.

“Jeg tror, at man skal indse, at der vil være nogle færdigheder i livet, som bliver vanskelige at opnå. Og her bør man nok overveje det, vi i undervisningen kalder kompenserende hjælpemidler. Og der er vi jo så heldige, at alt, hvad der hedder IT, stort set er matematik. Der er altså ingen færdigheder i matematik, som ikke kan klares ved hjælp af IT. Og jeg tror kun, vi har set toppen af isbjerget med de nye AI-muligheder. Der er ingen i det kommende fremtidssamfund, der vil sidde og regne noget ud på et stykke papir”, siger han.

Han har også en klar opfordring til, hvis man har et ungt menneske, der er talblind, at man ikke skal bruge tiden på at lave de store regnestykker eller knække koden til matematik ved at lave flere opgaver:

“Brug tiden på noget andet. Spil nogle spil, hvor de bruger tallene, snakker om tallene, synes det er sjovt at operere med dem. Tal med jeres barn, når I er ude, når I ser et skilt, hvor der står 30 på, hvad det måtte betyde, og at de kan genkende det samme skilt senere. Den mundtlige samtale, hovedregninger, estimater på størrelser og sådan noget, er det, I skal bruge tiden på, og så lad computeren klare resten. Det sidste, jeg vil sige, det er, husk, at de her elever faktisk kan forstå ting.”

Meget andet end talblind

I dag lader Nathali ikke talblindheden styre hende. Nu er det bare en del af hende. Hun er glad, hun trives, og har netop færdiggjort sin PhD i manuskriptudvikling og medievidenskab. Følelsen af at føle sig dum og dårlig ligger længere væk end øjet rækker:

“Det er en kæmpe sejr. Det er følelsen af at have bevis for mit gamle jeg. Jeg kan jo ikke bevise noget for de lærere, jeg havde, der sagde noget. Men for mit gamle jeg, altså for det lille barn, der fik at vide til skolehjem-samtalen, at det er fordi, du ikke vil. Det er en sejr for hende.”