Gå til hovedindhold
kontakt

7 gode råd til dig, der skal til diætist for første gang

Vi er lige så forskellige indvendigt som udvendigt, og derfor har vi også hver vores grunde til at gå til diætist. Her er syv gode råd til dig, der skal besøge en diætist for første gang.

Michael Bo besøgte en diætist første gang, da han fik konstateret type 2-diabetes og havde brug for råd og vejledning. Hør ham fortælle om sit første møde med diætisten, og hvordan han blev overrasket over, at det ikke handlede om faste regler, men mere var en forhandling om at finde løsninger, der virkede for ham.

1. Motivation er nøglen

Der kan være mange forskellige årsager til, at du konsulterer en diætist, men vigtigst af alt er, at du er motiveret. Hvis du ikke er motiveret for at ændre dine vaner, er det nemlig sværere at lykkes.

2. Tag en forhåndssnak med diætisten

En telefonsnak før konsultationen kan være godt givet ud ­– både for dig og diætisten. Du får indblik i, hvordan diætisten arbejder og kan vurdere, om det er noget for dig. Diætisten får et forhånds-indblik i dine ønsker og forudsætninger og kan på den måde tilrettelægge det bedste forløb for dig.  

3. Hvad er vigtigt for dig?

En diætist vil altid tage udgangspunkt i dig. Derfor er det en god idé at medbringe et par noter om dine kost- og motionsvaner, eventuelle sygdomme eller udfordringer. Det behøver ikke være en lang liste, men blot et par informationer, som giver diætisten bedre forudsætninger for at skræddersy et program netop til dig.

4. Drop Google

Internettet giver dig uendelig adgang til gode og brugbare informationer om diverse kostråd. Men det er langt fra alt, som er rigtigt – eller rigtigt for dig. I stedet for blot at søge svar på nettet, så lad diætisten om at være eksperten.

5. Ingen strenge kure

Mange frygter, at et diætistforløb er lig med en streng specialkur, men så besværligt eller hårdt behøver det ikke være. Det handler nemlig ikke om at lave forbud, men om at lægge en plan, som gør vaneændringerne overskuelige for dig.

6. Det behøver ikke være perfekt fra dag ét

At gå til diætist er en proces. Det handler om at tage ét skridt ad gangen, så du og diætisten langsomt og sikkert får skabt øget bevidsthed om dine vaner og sat dem på rette kurs. 

7. Tager du medicin?

Skal du have omlagt dine kostvaner grundet sygdom, så husk at give din diætist besked, hvis du tager medicin – herunder også naturmedicin – så der tages højde for dette i dit forløb.

Kilder: Vibeke Mousten, aut. klinisk diætist. Ulla Bahne, aut. klinisk diætist, cand. Scient. klinisk ernæring 

Få mere og bedre råd

Savner du information om, hvor du finder en diætist, så kan vi hjælpe

Som medlem af Sygeforsikringen "danmark" kan du få tilskud til en klinisk diætist, hvis du er medlem af en tilskudsberettiget gruppe og opfylder betingelserne for at få tilskud.

Du kan hurtigt få brug for "danmark"

Når du er medlem af "danmark", får du tilskud til tandlæge, briller, kontaktlinser, fysioterapi, vaccination, diætist, jordemoder og meget mere. Meld dig ind nu, mens du er rask. Du kan hurtigt få brug for "danmark"s mere end 350 forskellige tilskud.

Bliv medlem
Badminton spiller